Lyden af tunge flyvemaskiner vækkede mig. De fløj truende lavt over København. Mellem håb og frygt sagde min far: ”Nej, det er ikke tyskerne, de kommer ikke her.” I radioen meldtes det, at tyske tropper om morgenen havde overskredet den danske grænse, og at tyske tropper havde gjort landgang på Langelinie. Det var svært at fatte, og hvad betød det? Hvad ville der ske?
Min far tog til sit arbejde, og jeg tog i skole. Min bror kontaktede et tysk ægtepar blandt vores venner for at spørge, om de havde hørt nyhederne i radioen. Det havde de ikke. I 1933 var han flygtet til Danmark, hun kom året efter. Han var tidligere SPD-medlem (medlem af det socialdemokratiske parti) af Rigsdagen i Berlin, havde været igennem et hårdt fængselsophold og vidste, at det var tid til at flygte fra Tyskland. De var blevet nære venner af vores familie, og jeg kaldte dem onkel og tante.
Da min bror fortalte dem nyhederne, svarede de, at deres kufferter var pakket og parate, og at de ville køre omkring min mor og bror for at aflevere nøglerne til deres lejlighed og nogle papirer. De kom og ordnede de praktiske sager, så tog de afsked og fortsatte i taxa til Humlebæk Havn, hvor deres ven – også han et tidligere SPD-medlem af Berlins Rigdag – tog imod dem og sejlede dem til Sverige i sin motorbåd. Han returnerede til Humlebæk for at hente sin veninde, men da han steg i land, blev han arresteret af dansk politi efter ordre fra besættelsesmagten. De kørte ham til Vestre Fængsel, hvor han kort efter tog sit eget liv. Mine forældre og min bror deltog i hans begravelse. Modigt.
Tilbage til den 9. april, hvor det gjaldt om at anskaffe mørklægningsgardiner. På vej hjem fra skole så jeg det røde naziflag med swastikakorset hejst over Garderhusarkasernen på Østerbrogade. I løbet af dagen havde vi lært mange nye ord: mørklægning, luftalarm, beskyttelsesrum, antiluftskyts, værnemagt, besættelse, okkupation – men hvad betød det? Hvad ville der ske?
"}, {"name" : "Aase Møller", "job" : "boede i Tønder under Besættelsen, bor i dag i Brørup", "imgsti" : "aase_moeller.jpg", "fuldtekst" : "Vi var netop flyttet ind i nogle helt nye rækkehuse, der uden hegn stødte op til eksercerpladsen foran kasernen. Rækkehusene var tjenesteboliger for militærfolk. Min far havde sovet ovre på kasernen de sidste nætter. Men ved 5-tiden bankede det på vores havedør. Min far havde sendt en ordonnans for at give min mor en besked: ”Melder at tyskerne har passeret grænsen!”.
Jeg ved ikke helt, om det følgende står til troende, for min mor havde det med at overdrive: Men hun fortalte, at den stakkels ordonnans besvimede. Min mor var resolut og hældte vand fra en vandkande over den unge mand. Jeg sov endnu.
"}, {"name" : "Gerda Kyhl", "job" : "85 år, boede i Haderslev under Besættelsen", "imgsti" : "gerda_kyhl.jpg", "fuldtekst" : "Vi var en familie – far, mor og fire børn. Min far var lærer på Hertug Hans Skole. Tidligt om morgenen den 9. april så vi pludselig mange biler ude på Åbenråvej i Haderslev. Det var biler med tyske tropper, der kom sydfra. Min far gik alene hen til skolen. Han syntes ikke, at skolebørn skulle hen på skolen. Derfor gik han derhen for at sende børnene hjem, når de mødte ind. Jeg kan huske, at min mor sad i en lænestol med min lille nyfødte bror på skødet. Jeg kan også huske, at nogle hjemmetyskere fra en sidevej serverede kaffe på en bakke til tyskerne. Der kom mange biler, og jeg mener, at der var nogen modstand fra danskere nede på Sønderbro. Jeg mener, at en dansker blev dræbt.
"}, {"name" : "Gunnar Refsgaard", "job" : "6 år under Besættelsen, boede dengang i Hjerm", "imgsti" : "gunnar_refsgaard.jpg", "fuldtekst" : "Det første, jeg erindrer helt klart fra den 9. april 1940, er, at jeg stod omme syd for gården sammen med min far og så på flyvemaskinerne, der kom sydfra og i formationer af 3, 6, 9 eller flere. De kom brølende med stor støj og så lavt, at man kunne se pilot og mennesker sidde i dem. De var grønsorte, og der kom mange – hvor mange kan jeg ikke sige noget om, men det var skræmmende. På den tid var vi ikke vant til at se fly – kom der et enkelt en gang imellem, styrtede vi ud af huset for at se det. At der så lige pludselig kom i snesevis i lav højde og meget støjende og truende, var en stor og uhyggelig oplevelse. Jeg vidste vel ikke rigtigt, hvad krig var, men kunne snart høre på de voksnes samtale, at det, der skete, var noget uhyggeligt.
De næste dage ankom der tyske soldater med tog og militærkøretøjer. Jeg er født i Hjerm, hvor der er en jernbanestation, midt mellem Holstebro og Struer, der var derfor mange tyske soldater. De lagde beslag på hotellet, forsamlingshuset og missionshuset næsten omgående, senere lagde de også beslag på det meste af skolen, inklusive to lærerinde-lejligheder. Der var stadig to klasselokaler på skolen, som de ikke havde lagt beslag på, og der gik vi i skole, jeg syntes, at det var lidt utrygt. Der var militærvagter ved indkørslen til skolen, og der var militærvagt ved jernbanestationen. En tid gik jeg i skole i en privat villa, hvor spisestuen blev brugt til klasselokale. Der var flere private steder, hvor nogle gik i skole.
"}, {"name" : "Bodil Kristiansen", "job" : "89 år i dag, boede på Sorøegnen under Besættelsen, bor i dag i Liseleje", "imgsti" : "bodil_kristiansen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg er vokset op på Sorøegnen på Kammergave Mark, en udstykning med statshusmandsbrug oprettet i 1924. Mine forældre var nybyggere. Der var halvanden kilometer til Tersløse, hvor jeg hver anden dag gik i den stråtækte landsbyskole. Det nye skoleår var lige begyndt, da jeg den 9. april 1940 glad begav mig i skole. Det var smukt forårsvejr, og markarbejdet var godt igang. Men den morgen var noget helt forkert, for ved alle ejendomme, hvor jeg gik forbi, stod folk i indkørslen og kiggede undrende på flyvemaskiner, der kom flyvende i lav højde. Ingen vidste, hvad det betød, og nogen sagde til mig, at jeg skulle gå hjem igen, men jeg var jo sendt i skole hjemmefra, så jeg turde ikke vende om og nåede da også helskindet mit mål. Vel ankommet til skolen må læreren have haft is i maven, for jeg husker ikke, at vi foretog os andet, end det vi plejede.
Efter normal skoletid skulle pigerne have en times håndarbejde. Drengene havde gymnastik i skolegården. Da håndarbejdslærerinden kom, havde hun tandpine og havde derfor et rødt tørklæde med hvide prikker om sin ømme kæbe. Hun beklagede, at hun kom med noget så farverigt, når nu Danmark var i sorg. Hjemme igen var alting uvist. Ingen vidste, hvad der egentlig skete. Vi måtte bare håbe på det bedste. Vi var fire hjemmeboende børn, for min storebror var ude at tjene på en bondegård. Jeg vil slutte her.
"}, {"name" : "Lydia Nielsen", "job" : "bor i Gadstrup", "imgsti" : "lydia_nielsen.jpg", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9. april 1940 åbnede min mor fra radioen for at høre vejrmeldingen. Vi boede på en lille gård langt ud på landet på Midtsjælland. Der var imidlertid ingen vejrmelding den dag, men i stedet blev der sagt noget om tyske tropper, der havde overskredet den danske grænse og gjort landgang flere steder. Min mor kom rystet ud på gårdspladsen og fortalte, at Danmark var blevet besat! Nu hørte vi også en vældig larm over vores hoveder. Da vi kiggede op, så vi de store, sorte flyvemaskiner, der fløj lavt hen over os med retning mod København. Det husker jeg meget tydeligt.
Min far og mor beskar roser den dag, og de snakkede om krig og andre uhyggelige ting, som vi børn ikke rigtig forstod. Men én ting forstod vi: Tyskerne havde taget vores land! Og hvad nu? Vi lyttede til radioen og hørte om, at vi skulle forholde os i ro og orden! Senere kom der besked om at mørklægge. Vi havde fået elektricitet lagt ind i huset året før, så det skinnende lys måtte jo dækkes om aftenen. Der blev fundet tykke tæpper frem og hængt for vinduerne, indtil vi fik anskaffet sorte rullegardiner.
Skoleåret begyndte dengang den 1. april, og jeg var lige begyndt i første klasse. Vi gik kun i skole hver anden dag, så derfor var jeg hjemme denne tirsdag den 9. april og oplevede det hele i mit hjem.
"}, {"name" : "Agnete Løndorf", "job" : "17 år under Besættelsen, boede dengang på Amager", "imgsti" : "agnete_loendorf.jpg", "fuldtekst" : "Jeg var 17 år den dag, da vi for 80 år siden blev besat af de tyske tropper. Det var den 9. april 1940, og jeg husker tydeligt, at jeg stod ved et gavlvindue i mine forældres spisestue opskræmt af larmen fra de mange flyvere, som fløj lavt, kunne jeg se, hen over vores hus. Og værre blev det, da jeg fik øje på alle hagekorsene på hver flyver. Jeg var ved at gøre mig klar til at cykle ind til byen, hvor min handelsskole lå. Vi boede dengang på Amager. Jeg mærkede hurtigt, da jeg kom på gaden, den nervøsitet, der prægede hele byen denne tunge regnfulde aprilmorgen. Nåede omsider skolen, men morgenundervisning blev det ikke til, der var kun ét emne – alles forskrækkelse over den tyske invasion i vort land. Ja, og en masse rygter. Og hvad kom de næste fem år til at koste os i Danmark? De, som fik navnet ”De fem forbandede år”. Jeg husker, at den skole, jeg havde gået på, blev nedlagt og omdannet til lazaret, ligesom mange andre af de bedste skoler gjorde.
"}, {"name" : "Inga Bruun Hjøllund", "job" : "12 år under Besættelsen, boede dengang i Vemb, bor i Risskov", "imgsti" : "inga_bruun_hjoellund.png", "fuldtekst" : "Min far var meget engageret i politik, både indenrigs og udenrigs. Pressens Radioavis, forkortet til ”Pressen”, hørte vi så tit, der var mulighed for det – altså også om morgenen den 9. april. ”I nat har tyske tropper ...” og så videre – vi stod som lammede. Det var, som verden gik under. Frygten, usikkerheden var ubeskrivelig – ja netop umulig at beskrive! Dengang var der tjenestebolig for lærere på mange skoler, også på Vemb skole, hvor vi – far, mor og jeg – boede. Det første problem var derfor skolebørnene, der var begyndt at komme. Skulle de sendes hjem? Lærerpersonalet var enige om, at det var bedst, at de blev i skolen. Alle var bange – og blev det ikke mindre, da store tyske flyvere senere på formiddagen fløj lavt over skolen. Vi gik ”ved siden af os selv”, og det hele føltes uvirkeligt. Nu skulle der mørklægges, og det gjorde vi ved at hænge tæpper for vinduerne, indtil man kunne få mørklægningsgardiner.
Den 9. april om aftenen skulle mor og jeg med toget til Lemvig – og da alt jo var mørkt, var der en, der satte sig på en plads, der ikke var ledig, og det udløste en tiltrængt latter.
"}, {"name" : "Grethe Just Andersen", "job" : "6 år under Besættelsen, bor i Flemming", "imgsti" : "grethe_just_andersen.jpg", "fuldtekst" : "Jo, min mor ville plante sine potteplanter om, og det allerbedste muld var (og er stadig) muldvarpeskud. Så lille Grethe blev sendt op i udkanten af vores bondegård med spand og en mini-skovl efter dette porøse muld den 9. april 1940 om formiddagen. Pludselig drøner hundredvis af flyvemaskiner over mit hoved. Jeg, der til dato måske så to flyvemaskiner om året. I stedet for at løbe helt hjem lagde jeg mig under vores kreaturers pigtrådshegn og græd, græd, græd.
Jeg husker det som i går, min angst kom af det markante lufttryk, som ramte den lille tøs på seks år, som vitterligt troede, at dette kunne suge mig med. Far står pludselig bøjet over mig og trøster det bedste, han formåede, han var jo også bange, og da vi er hjemme i vores stue, græder både mor og mormor. Ak ja, slutter med erindring om sorgløse år og med forældre, der beroligede hele tiden. Blandt andet når vi var bange for uniformerede tyske soldater, der stod på vores 2 kilometer skolevej med gevær på ryggen.
"}, {"name" : "Gudrun Ylander", "job" : "boede i Bov, en kirkelandsby mellem Padborg og Kruså", "imgsti" : "gudrun_ylander.png", "fuldtekst" : "Vi boede i en lille tjenestebolig ved siden af skolen, hvor min far var lærer. Mine tidligste erindringer kan jeg ikke tidsfæste. Men den 9. april 1940 var jeg præcis 4 år og 9 måneder, og ”end det gemmes i mit sind!”.
Vi blev vækket meget tidligt, inden vækkeuret ringede, idet der blev kastet småsten op på vores sovekammervindue. Far sprang ud af sengen og hen til vinduet, og jeg med. Nede på gårdspladsen stod førstelæreren (som havde telefon) og hans to sønner. Han fortalte, at tyskerne var kommet over grænsen. Der havde været skyderier ved tunnelen i Padborg og nogle gendarmer var blevet ramt. Doktor Lorenzen var taget af sted.
Far fortalte, hvad han aftenen i forvejen havde hørt fra sine handelsskoleelever; at eksportchaufførerne, der kom sydfra sagde, der var var fuldt af militær i lange rækker helt op til grænsen. Nu hørte vi også brummen af flyvemaskiner. I haven og på vejen kunne vi samle papirer og fine sølvpapirstrimler op.
Fra Padborg kom de så: Tanks med larvefødder (det ord lærte jeg den dag), åbne jeeps, lastbiler, ridende, cyklende marcherende soldater. Cyklerne var pyntet med forårsgrene. Soldaterne vinkede til os, og jeg vinkede naturligvis igen. Men en stor pige, som jeg stod og kiggede på sammen med, tog mig ret hårdt i armen og sagde: ”Gudrun, du må ikke vinke, vi er ikke glade for dem”. Men omme på den gamle vej, hvor der kom lige så mange, stod jo den rare bagerkone i sit store hvide forklæde i døren til butikken og vinkede og råbte: ”Hertzlich Willkommen!” til de marcherende soldater. Hvilken hændelse, der var først eller sidst, husker jeg ikke.
"}, {"name" : "Tove Rasmussen", "job" : "12 år under Besættelsen, boede mellem Esbjerg og Guldager, 92 år i dag, bor i Aabenraa", "imgsti" : "tove_rasmussen.jpg", "fuldtekst" : "9. april 1940 vågnede jeg ved en høj brummen. Jeg slog øjnene op og så far stå i natskjorte ved vinduet. Jeg skyndte mig derhen, far græd, det havde jeg aldrig set før – troede ikke mænd kunne græde. Vi er på ”Sønderriis”, en gård mellem Esbjerg og Guldager, jeg er tolv år.
Helt lavt over vor ret store have hang en bombemaskine, det virkede som om den holdt helt stille. Det blev en mærkelig morgen. De danske soldater, som vi de seneste måneder havde haft indkvarteret, var borte, og over radioen hørte vi om invasionen. Jeg cyklede grædende de tre kilometer til Sædding Skole, hvor det vrimlede med tyske soldater, som allerede havde taget gymnastiksalen i brug. Bag skolen lå Femhøje, et godt observationssted. Efter en kort samling og besked om at komme igen i morgen blev vi sendt hjem. Ny grædetur, min verden faldt i grus.
Værre blev det et par dage efter, da førstelæreren fra Guldager stod i køkkendøren sammen med en højtstående tysk officer. De skulle vurdere, hvor mange soldater vores gård kunne rumme. Resultatet blev 32 heste i laden og 16 soldater på stuehusloftet. Jeg hadede bare tyskerne fra dag et – tage imod chokolade fra en tysker? Aldrig! De var kommet for at beskytte os, fik vi at vide, men også, at når de havde sejret, skulle de hjem til jul, hvilket fik en gammel korporal fra Første Verdenskrig til at mumle, at ”tre-fire år kunne nu sagtens gå.” I skolen blev vi tvangsindlagt til militærkoncert i gymnastiksalen. Langt ind i min voksenalder kunne jeg ikke klare lyden af en xylofon, som var et meget brugt og gennemtrængende instrument. Hele den sidste del af min barndom og de første ungdomsår er gennemsyret af oplevelser med besættelsesmagten, vi boede tæt på det, der blev Vestvolden, så tyskerne hørte til vor hverdag, jeg kunne fylde spalter, men slutter her.
"},{"name" : "Jenny Hansen", "job" : "4 år under Besættelsen, boede dengang i Padborg, bor i Tune", "imgsti" : "jenny_hansen2.jpg", "fuldtekst" : "Fra mit barndomshjem havde vi udsigt ned over grænsen til Tyskland, og grænseovergangen var en kilometer fra mit hjem. Denne morgen den 9. april var Bovvej igen en hærvej, fordi en del af de tyske tropper marcherede fra grænsen nord for Flensborg ind i Danmark og nordpå gennem Padborg, der var blevet grænseby efter Genforeningen i 1920. Tidligt om morgenen var der blevet skudt tre grænsegendarmer nær ved jernbaneviadukten, men det fik vi børn ikke noget at vide om før senere.
Vor have gik ned til vejen, hvor soldaterne vandrede forbi i lange kolonner. Jeg stod i haven med far i hånden. Da græd min far, og det gjorde stort indtryk på mig, det havde jeg ikke oplevet før. Som forklaring må jeg fortælle, at min far var født i Emmerlev ved Højer i 1905, hvor han boede med mor og fem søskende. Min farfar var død et halvt år, før min far blev født, så de levede i trange kår i den tyske tid. Men de var danske sønderjyder.
Derfor græd min far, han var bange for, at hele Danmark blev taget af tyskerne. Gud’ske lov! Så galt gik det ikke – den 5. maj 1945 blev vi igen fri.
"}, {"name" : "Ludvig Thomsen", "job" : "9 år under Besættelsen, boede dengang i Aalborg-området, 89 år i dag, bor i Ålbæk", "imgsti" : "ludvig_thomsen.png", "fuldtekst" : "Vi boede nogle få kilometer fra den daværende Aalborg Flyveplads ved Lindholm og Limfjorden. Den 9. april 1940 tidligt morgen, da de første fly var ankommet til lufthavnen, var det første militæret foretog sig at spærre broerne over Limfjorden til og fra Aalborg – vores arbejdsplads. Da jeg kom til Limfjordsbroen, stod der en række fuldt bevæbnede tyske soldater på tværs af broen. De var transporteret dertil i biler kapret fra folk, som var på vej til arbejde. De mange mennesker, som kom cyklende og ville på job, forsøgte at trænge sig frem, men de første, der forsøgte sig, fik et kraftigt slag over skulderen af geværkolben og et støvlespark over skinnebenet. Man blev klar over alvoren og vendte hurtigt hjem.
Efter episoden ved Limfjordsbroen kørte jeg direkte ud til lufthavnen, hvor fly efter fly landede på den sparsomme plads, som var til rådighed. Jeg var interesseret og nysgerrig og ville se, hvad som foregik. Vi fulgte, tæt på, med i aktiviteterne. For eksempel så vi på, hvordan tyskerne tømte flyene for fornødenheder såsom stabler af rugbrød og pølser og hertil mængder af våben. Senere på formiddagen fulgte jeg en escorte, som var på vej til min skole. Jeg så skolen blive beslaglagt og taget til brug for logement med mere for soldaterne. Over vore hoveder havde vi frit udsyn til de engelske fly højt oppe, der på vej til en eller anden aktion i Danmark. Specielt husker jeg den 20. april – Hitlers fødselsdag – hvor vi oplevede det første engelske angreb på flyvepladsen.
"}, {"name" : "Mogens Nielsen", "job" : "knap 4 år under Besættelsen, boede i Brovst, bor i Vejle", "imgsti" : "mogens_nielsen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 var jeg knap fire år. Men trods min unge alder, er der to begivenheder fra den dag, jeg nok aldrig glemmer. Mine forældre havde i 1940 en mindre landejendom i Brovst Sogn i Nordjylland. Midt på formiddagen den 9. april så og hørte vi mod nord nogle flyvemaskiner komme flyvende i lav højde. Med et hørte vi et brag, og vi kunne se at en af flyvemaskinerne faldt brændende til jorden. Min far sprang på cyklen, han ville forsøge at komme nærmere til ulykken, med mulighed for finde ud af, hvad der var sket, og hvad det var for et fly, der var havareret. Da min far kom hjem, har han sikkert fortalt, hvad han havde været vidne til, men om det var en tysk eller en engelsk flyvemaskine, der var havareret, kan jeg ikke huske noget om. Men i lang tid havde min far et lille stykke krøllet metal (aluminium) liggende i en skuffe. Jeg mener, det var noget han fandt ved den forulykkede flyvemaskine.
Da det var blevet mørkt den samme dag, kom der et par mænd og bankede på døren. Den ene var i en lys frakke (”cotton coat” hed den vist). De havde fået besked på at besøge os og alle de øvrige beboelser der på egnen for at meddele, at det var befalet, at der straks skulle indføres mørklægning over hele landet. Selv om vi boede ude på landet, betød det, at der skulle mørklægges i alle boliger, for at lyset fra vinduerne ikke skulle distrahere flytrafikken og derved eventuelt bringe befolkningen i fare, når de allieredes fly fløj ind over landet i et forsøg på at ramme tyske militær-installationer på landjorden.
Vi havde ingen rullegardiner, derfor måtte min mor i hast finde nogle mørke tæpper og hænge op for vinduerne, så lys fra rummene ikke kunne ses ude fra. Det var jeg faktisk glad for. Jeg brød mig nemlig ikke om at se ud af vinduet om aftenen, for når det var mørkt, var ruden som et spejl, og så kunne jeg i spejlbilledet se mig selv derude i mørket, og det kunne jeg ikke lide. Måske var jeg lidt mørkeræd dengang. Indtil videre klarede vi os med tæpperne for vinduerne, når mørket faldt på, men efterhånden blev det muligt at købe noget sort papir, som kunne bruges. Det blev senere udskiftet med mørke rullegardiner, for påbuddet om mørkelægning fortsatte jo indtil Befrielsen i 1945. Befalingen om mørklægning betød også, at den udendørs belysning mange steder blev slukket eller i bedste fald skærmet af, selvom det var mørkt. Og bil- og cykellygter måtte også afskærmes, så der kun var en smal spalte på lygten, hvor der kunne komme lidt lys ud af.
"}, {"name" : "Anneline Kluge (født Pustal)", "job" : "12 år under Besættelsen, boede ved Kalvø tæt på Genner i Sønderjylland, er i dag 91 år", "imgsti" : "anneline_kluge2.jpg", "fuldtekst" : "Turen til skolen i Genner på omkring tre kilometer gik jeg hver dag til fods, også om morgenen den 9. april. Da jeg nåede op til hovedvejen mod Haderslev, som jeg skulle krydse for at komme til skolen, stod mine lærere ved vejsiden for at fortælle os, at tyskerne var på vej sydfra, og at vi skulle gå hjem, da skolen var lukket indtil videre. I det fjerne kunne høres motorstøj, men endnu var ingen tyske tropper i syne. Jeg vendte om og gik tilbage. På vejen hjem gjorde jeg stop ved det hus, hvor jeg vidste min mor arbejdede som vaskekone. Her fortalte jeg hende, at jeg ikke kunne komme i skole, da tyske tropper var på vej, og at jeg var blevet sendt hjem. Hun var travlt beskæftiget med vasketøjet, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle fortsætte hjem og klare opvasken. Jeg var utroligt bange, men turde ikke andet end at gøre, som der blev sagt.
Hjemme i huset var jeg alene, vaskede hurtigt op og satte mig så under spisebordet af bare angst, indtil min mor kom hjem fra arbejde senere på dagen. Jeg husker ikke, hvordan mine forældre i øvrigt reagerede på Besættelsen, men dog at vi de følgende dage indrettede vores kartoffelkælder, der lå gravet ind i en skrænt, som et midlertidigt beskyttelsesrum. Et rum, som vi senere jævnligt måtte opholde os i, da der med mellemrum var både tyske og siden engelske fly, der passerede forbi i lav højde. De sidste krigsår kunne vi på en klar aften fra bakketoppen bag ved huset se lysglimt og lysene fra brandene, når de engelske og amerikanske fly bombarderede de nordtyske byer. Min far påstod, at vi kunne se til Kiel, Hamburg og sågar helt til Berlin.
"}, {"name" : "Børge Noer", "job" : "gartnerelev i Holsted i Vestjylland under Besættelsen", "imgsti" : "boerge_noer2.jpg", "fuldtekst" : "I 1940 var jeg gartnerelev i Holsted i Vestjylland. Gartneriet bestod blandt andet af en meget lang grund, der endte oppe ved en ny motorvej mellem Esbjerg og Kolding.
Den 9. april skulle der være begravelse i byen, og der var bestilt mange kranse dertil. Om morgenen var jeg oppe ved motorvejen for at klippe grønt, der skulle bruges til kransene.
Pludselig kom der mange tyske flyvemaskiner flyvende meget lavt fra syd mod nord. Fra dem blev der nedkastet flyveblade med ordet ”Oprop” til det danske folk. Jeg tog nogle af disse sedler og løb op til huset, hvor gartnerfamilien stod ude på bagtrappen og stirrede op på flyvemaskinerne. Jeg skulle derefter straks ud på gaden og hejse vores flag op på halv stang på grund af dagens begravelse. Mens jeg stod der, kom der tyske militærbiler kørende gennem gaden. Og flere tyske soldater råbte til mig, at flaget skulle op på hel og ikke halv. Jeg kunne så vise dem en krans, så de forstod årsagen til, at flaget var på halv, og de kørte så videre nordpå eller mod Esbjerg.
"}, {"name" : "Birgit Kaae-Sørensen", "job" : "10 år under Besættelsen, boede dengang i Esbjerg, 90 år i dag", "imgsti" : "birgit_soerensen2.jpg", "fuldtekst" : "Vi boede i et af 10 rækkehuse på Grundtvigs Allé 10 i Esbjerg. Disse rækkehuse blev i folkemunde omtalt som 10-husene, som blev bygget især beregnet til børnerige familier, men der boede også familier med kun et eller to børn.
Min far var fisker og havde sin egen kutter, ”Siloam”. Klokken 4 om morgenen den 9. april, hvor vejret var stille og forårslunt, tog min far afsted til fiskerihavnen, hvilket altid skete tidligt om morgenen. Som ofte før, når min far skulle på fiskeri, blev jeg vækket, og da min far var taget afsted, stod jeg ud af min køjeseng og gik sammen med min mor ud i haven og nød den skønne morgenstund. Vi undrede os over den fjerne lyd af en masse motorer, som kom nærmere og nærmere, og pludselig var der en masse store flyvemaskiner, som fløj ret lavt.
I løbet af få timer begyndte indmarchen af mange rækker meget flotte soldater, som vi børn var meget imponerede over at se så tæt på. De kom oppe fra hovedvejen, som lå ikke så langt fra vores rækkehus. Vi skulle i skole, selvom vi ikke rigtigt havde lyst den dag, men efter ganske kort tid der, blev vi alligevel sendt hjem, da lærerstaben var usikre på, hvordan de skulle forholde sig.
Det var vi børn slet ikke kede af, vi skyndte os ned på Østre Strand, hvor der var en masse soldater, som havde smidt en del af deres udstyr og uniformer og var ude at bade, selvom vi kun havde april. Vi syntes, de var meget flotte, og de var også glade for at se den store flok unger. Der er ingen tvivl om, at soldaterne helt afgjort følte, de var velkomne, fordi de blev mødt af glade børn, som var søde og venlige. Disse første hold af soldater var flotte og sunde at se på, når de kastede sig ud i vandet. Da vi kom i skole næste dag, fik vi af lærerne at vide, at vi ikke skulle samles omkring soldaterne mere, for det var ikke velset, at de skulle tro, de var velkomne.
"}, {"name" : "Henning Rasmussen", "job" : "13 år under Besættelsen, boede i Nakskov, i dag 93 år, bor i Tjennemarke", "imgsti" : "henning_rasmussen2.jpg", "fuldtekst" : "Få dage efter min 13-års fødselsdag hjalp jeg far med at gøre såmaskinen klar til forårssåning. Vi var efter staldarbejdet og morgenmad gået ned til maskinhuset. Pludselig hørte vi lyden af en flymotor. Snart så vi et jagerfly i lav højde. Det fulgte hovedvejen fra Nakskov mod Maribo. Da maskinen var over Stokkemarke, kunne vi se piloten og de tyske kendemærker.
”Løb ind og hør om radioen siger noget!”, sagde far til mig. Jeg åbnede radioen og hørte kaptajn Jespersens morgengymnastik og derefter Statens Husholdningsråds ”2 minutter”. Men pludselig brød en stemme ind og begyndte: ”Opråb til den danske befolkning”. Altså den samme tekst som på de tyske flyveblade, der blev kastet ned over hele landet.
Om eftermiddagen gik jeg i marken for at harve til kornsåning. Snart efter jeg havde fået spændt hestene for harven, oplevede jeg, hvordan den ene formation efter den anden, hver på ni tyske transportfly, i lav højde passerede i retning mod nordøst.
Min far var som mejeriformand cyklet til Nakskov om formiddagen for at hente pengene til udbetaling til andelshaverne næste dag. Men bankerne havde med øjeblikkelig virkning lukket for al udbetaling af kontanter, hvorfor far cyklede de 17 kolimeter hjem igen for i stedet at udskrive 175 checks til andelshaverne i stedet for kontanter.
Inden aften var der via radioen beordret mørklægning. Den solbeskinnede forårsdag endte i totalt mørke!
"}, {"name" : "Margrethe Husum", "job" : "7 år under Besættelsen, boede i Esbjerg, er 87 år i dag", "imgsti" : "margrethe_husum.jpg", "fuldtekst" : "Jeg vågnede ganske tidligt om morgenen ved en øredøvende larm af tungtlastede flyvemaskiner, der fløj ganske tæt over vores hus i Esbjerg. Min far var allerede vågen og skyndte sig hen til vinduet og rullede gardinet op. ”Det er tyskerne, nu er de her”, hvortil min mor udbrød ganske forskrækket ”Skynd dig at rulle ned igen” og trak dynen op over ørerne.
Næste dag var havnen indtaget og Esbjerg by oversvømmet af tyske soldater. Min bror på 12 år syntes, det var meget spændende, men mine forældre, der var 45 år på det tidspunkt, havde oplevet Første Verdenskrig og var helt klar over, hvad en krig indebar. Mor skyndte sig at forsyne os med forskellige varer, blandt andet sukker og ris, så vi havde til flere års forbrug. Far, der forudså, at benzin ville blive en mangelvare, købte cykler til hele familien, så på den konto fik jeg min første cykel.
Om sommeren flyttede vi til Tønder, hvor jeg begyndte skolen i første klasse. Her tilbragte jeg de følgende fem krigsår med mange oplevelser.
"}, {"name" : "Aase Uhrenfeldt (født Bækmark)", "job" : "12 år under Besættelsen, boede i Aalborg", "imgsti" : "aase_uhrenfeldt2.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april om morgenen klokken 7 stod vi (min far og mine tre søstre og mig i alderen 12-17 år) på havetrappen, vi var klar til at gå i skole, og så så vi en horde af lavtflyvende transportmaskiner komme hen over os. Vi boede i vestbyen i Aalborg og så, at de havde retning mod Rødslet herregård med dens private flyveplads på den anden side af Limfjorden. Først troede vi, at det var finske flyvemaskiner på grund af det jernkors, der sad på maskinen (ikke hagekors), de fløj så lavt, at vi kunne se detaljer, men sandheden gik op for os, det var tyske maskiner – og der var mange.
Vi kom ikke i skole den dag, da far forbød det, tyskerne indtog skolen samme dag. I gymnastiksalen blev der slæbt hø og halm ind, som soldaterne overnattede i. Så vi var hjemme fra skole nogle dage, broerne blev straks lukket af maskingevær-reder på begge sider. Så Aalborggenserne fik arrangeret både, der kunne fragte dem frem og tilbage mellem Nørresundby og Aalborg.
Fra samme aften skulle der indkøbes mørklægningsgardiner, der måtte ikke slippe lys ud fra byen. Vi var alle chokerede og vidste ikke, hvordan alt dette skulle foregå, men efterhånden kom der lidt hverdag over det, og fra midten af april var der igen en vis normalitet i byen.
"}, {"name" : "Børge Juul Andersen", "job" : "7 år under Besættelsen, boede dengang i Brovst, bor i Kjellerup", "imgsti" : "boerge_juul_andersen.jpg", "fuldtekst" : "Besættelsens første dag var en dag som alle andre dage, det var en hverdag, og jeg skulle i skole. Jeg var lige begyndt i første klasse i kommuneskolen i Brovst, en mindre stationsby i Han Herred. Men så sker det. Vi bliver mildest talt revet ud af vores dagligdag.
Det starter med flyvermaskiner på vej nordpå, et særsyn i 1940. Og så en oplevelse, som jeg kan se for mig den dag i dag: Tysk krigsmateriel i alle afskygninger, lastbiler fyldt med soldater, motorcykler med sidevogn påmonteret maskingeværer, panservogne med kanoner. Nu boede vi på det højeste punkt i Brovst og kunne se 2 kilometer vestpå, og det, vi så, var en lang kolonne af krigsmateriel, der blev ved i en uendelighed med hundredvis af køretøjer. Spændende, syntes en syvårig knægt, og dog stod jeg med et problem. Min far stod for opsyn af byens vandværk, der lå lige over for mit hjem. Han var gået derover, inden det hele begyndte, og han skulle da også opleve dette helt fantastiske syn, men jeg kunne bare ikke komme over til ham, for hele kortegen kørte så tæt, at det for mig var dødsens farligt at prøve at forcere vejen.
Nu har vi unger nok ikke på dette tidspunkt forstået alvoren i det hele, for på et tidspunkt i løbet af dagen var jeg sammen med et par af mine skolekammerater kravlet op på et stakit, hvor vi af fulde hals sad og sang: “Heil Hitler, smid skjorten og brug kitler!”. Det fik en brat ende, da min kære moder kom ilende og fik os bragt til tavshed – vi måtte overhovedet ikke tage det navn i vor mund, hvis tyskerne hørte det, ville de komme og tage os med, sagde hun.
"}, {"name" : "Ove Thams", "job" : "5 år under Besættelsen, boede dengang på Nørrebro i København", "imgsti" : "ove_thams.jpg", "fuldtekst" : "Jeg er født i april 1935 og var således fem år på tidspunktet for Besættelsen. Jeg boede sammen med mine forældre og en syv år ældre bror i en toværelses lejlighed på Nørrebro i København. Jeg husker, at jeg den 9. april 1940 blev vækket af min mor, der da var 44 år, ved at hun rullede et rødt rullegardin i soveværelset op og sagde, med ængstelig stemme: ”Nu får vi krig!” og ”Det var det far altid sagde: ”De (tyskerne) kommer igen. Så får vi krig!”. Jeg husker lyden af de tyske flyvere. Min morfar var født i Tating, Regirungsbesurk Slesvig, 1. december 1859. Han var som malersvend farende svend i Danmark og slog sig ned i Vamdrup, der da var grænsestation. Der blev min mor født i maj 1895. Min far blev født i april 1888 i Øster Højst, Tønder Amt, og var i 1920 med til at stemme Nordslesvig tilbage til Danmark. Den oplevelse fortalte min mor mig om.
"}, {"name" : "Gurli Kierkegaard-Hansen", "job" : "knap 6 år under Besættelsen, boede dengang i Silkeborg", "imgsti" : "gurli_kierkegaard_hansen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april var den dag, jeg blev indskrevet i skolen, Th. Langs Seminarium. Det har været lige før min seks-års fødselsdag, og jeg glædede mig meget. Mor og jeg gik til skolen i dejligt forårsvejr, og da vi kom hjem til Lyngbygade, var der en vedvarende brummen i luften, hvor der fløj rigtig mange flyvemaskiner. Der var nærmest mild opstandelse, og vi var mange, der samledes i gården hos vores nabo. De havde en høj trappe, hvor vi stod mange og så ud i retning af Lyngsø. Til modsat side var der huse, og der kunne man ikke se ret langt. Jeg erindrer en noget klemt stemning, og der blev talt om, hvad der nu skulle ske.
"}, {"name" : "Margit Hansen", "job" : "7 år under Besættelsen, boede dengang ved Ribe", "imgsti" : "margit_hansen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april vågnede vi ved at høre støj fra flyvemaskiner. Jeg boede ved Hovedvej 11 syd for Ribe og gik som sædvanlig i skole, men vi blev sendt hjem. Da vi nåede tilbage til landevejen, måtte vi vente længe, før vi kunne komme over vejen til mit hjem, men på et tidspunkt lykkedes det, og vi betragtede med undren de lange rækker af soldater, der kørte forbi – det blev kaldt ”besættelse”.
"}, {"name" : "Ellen Dalgaard Jensen", "job" : "3 og et halv år under Besættelsen, boede dengang i Skjern", "imgsti" : "ellen_dalgaard_jensen.jpg", "fuldtekst" : "Ja, jeg husker dagene for Besættelsen. Vi boede lige ud til hovedgaden i Skjern, og en dag skete der noget, som igen og igen er dukket op i erindringen i løbet af de 80 år, der er gået siden. Om dette var den 9. april eller nogle dage senere, hvor der kom flere soldater til, kan jeg ikke sige bestemt. Jeg var tre og et halvt år, sad på mosters skød og kiggede ud ad vinduet. Der kom meget, meget lange rækker af soldater marcherende op ad gaden, de gik hurtigt og i takt. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var deres triste ansigter, og jeg sagde til moster: ”Dem skal vi være gode ved.” Moster sagde ikke noget, hun sukkede blot.
"}, {"name" : "Emilie Jørgensen", "job" : "7 år under Besættelsen, boede dengang i Sæd syd for Tønder, bor i Gl. Tølløse", "imgsti" : "emilie_joergensen.jpg", "fuldtekst" : "Min far, som var grænsegendarm, blev om aftenen den 8. april interneret på det tyske toldsted sammen med de andre gendarmer. Vores hus lå lige op ad landevejen mellem Sæd og Tønder, og da jeg vågnede næste morgen, undrede jeg mig over alle de mange militærbiler og gik ned i køkkenet og spurgte min mor, hvorfor der kørte så mange kreaturbiler. Hvad hun svarede, kan jeg ikke huske.
Til middag blev min mor og jeg inviteret til at spise på Sæd Mejeri, hvor Thea og Charles Theilager boede. Vi fik den herligste kærnemælkssuppe. En af gendarmkonerne havde fødselsdag, og på trods af dagens alvor var der kaffebord hos hende. Min mor og jeg gik inde i marken bag et hegn og bag om byen for at komme hen til hende.
På et tidspunkt kom min far hjem igen, og jeg husker, at han og jeg stod oppe ved vejen og så på alle soldaterne, som blev ved med at komme forbi, og at en af dem spurgte om, hvad klokken var. Vi havde ingen mørklægningsgardiner, så den første aften blev der hængt nogle tæpper for vinduet.
"}, {"name" : "Inger Marie Weis Skak", "job" : "4 år under Besættelsen, boede i Vestjylland", "imgsti" : "inger_skak.jpg", "fuldtekst" : "Min første klare erindring fra mit liv stammer fra den 9. april 1940. Jeg var lige blevet fire år. Jeg boede med min familie i en lille vestjysk by ved Hovedvej 15, hvor min far havde en manufakturforretning.
Jeg stod med min far foran forretningen og så og hørte de mange lavt flyvende tyske fly. Jeg havde aldrig set et fly før og var begejstret og ophidset og måske bange. Jeg rykkede i min fars jakke for at dele oplevelsen med ham. Men jeg kunne ikke få hans opmærksomhed, og derfor blev det en traumatisk oplevelse. Min far var vred og fjern og hørte mig ikke. Han blev senere gruppeleder i den lokale modstandsbevægelse.
"}, {"name" : "Poul Kortegaard", "job" : "5 år under Besættelsen, boede to kilometer fra Randers i Dronningborg, bor i dag i Jyllinge", "imgsti" : "poul_kortegaard.jpg", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9. april 1940 oplevede jeg, at der kom en mængde flyvere buldrende med det tyske kors malet på siderne hen over vores hus, og jeg spurgte min mor, der også stod ved vinduet og kiggede ud: ”Hvorfor græder du mor?”, men min mor kunne ikke svare. Jeg fik besked på at pakke mit tøj sammen og skynde mig ned i vaskekælderen, som var vores beskyttelsesrum, fordi rummet havde et loft af beton.
"}, {"name" : "Gunnar Jørgensen", "job" : "8 år under Besættelsen, boede i Gilleleje, er i dag 88 år", "imgsti" : "gunnar_joergensen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 klokken cirka 8 om morgenen var jeg på vej til Hedsbjerg Skole, cirka to kilometer fra mit barndomshjem. Da jeg havde passeret jernbaneoverskæringen ved Jørgen Pedersens ejendom, kom tre store, grå flyvemaskiner med hagekors på haleroret og sorte kors under vingerne brølende hen over mit hoved, i højde med de elektriske ledninger. Jeg havde aldrig set en flyvemaskine før, og jeg blev naturligvis frygtelig forskrækket.Jeg nåede dog frem til skolen, hvor lærer Christensen med en meget alvorlig mine fortalte os, at nu var Danmark blevet besat af tyske soldater, vi var i krig, men Kongen, Christian X, havde bedt de danske soldater om at forholde sig i ro. Jeg tror ikke, at jeg rigtigt forstod, hvad krig var for noget, men af de voksnes samtale og alvorlige miner fattede jeg, at man ”slog hinanden ihjel”. Forstod jeg, hvad det betød? I bibelhistorien havde jeg hørt, at Kain slog sin bror ihjel med en dyreknogle. Krig var døden, og det var ondt og uhyggeligt. Det var også lidt uvirkeligt og i hvert fald noget, der foregik på lang afstand af vores land. De ”billeder” af fremrykkende soldater med geværer og stålhjelme, der som en film kørte rundt i mit barnehoved, kom sikkert fra min fars bøger om Første Verdenskrig, som jeg jo nok har kigget lidt i allerede dengang, og jeg lyttede til de voksnes samtaler om den spanske borgerkrig og truslen fra Hitlers Nazityskland.
Nu var vi altså besat af fremmede soldater og i krig. Det står mig ikke helt klart, men jeg tror nok, at lærer Christensen bad en bøn for os og Danmark, og vi prøvede at synge med på en morgensalme. Jeg husker i hvert fald tydeligt, at jeg blev så bange, at jeg tissede i bukserne under morgensangen.
Så fik vi lov at gå hjem og jeg løb hele vejen, og det var naturligvis meget ubehageligt med våde bukser. Derhjemme havde far og mor også hørt det alvorlige budskab. Jeg kan huske, at jeg grædende spurgte dem: ”Skal vi nu slås ihjel?”. Far og mor trøstede mig så godt de kunne, men jeg kunne mærke, at de også var bange. De har formodentlig også tænkt meget på min storebror Frede, der var soldat ved garderhusar-regimentet i Næstved.
"}, {"name" : "Gunner Christensen", "job" : "6 år under Besættelsen, boede dengang i Skagen, 85 år i dag, bor i Skive", "imgsti" : "gunner_christensen.png", "fuldtekst" : "Jeg boede med min familie i Skagen og husker, hvordan store, sorte fly den 9. april fløj ind over byen og dumpede flyveblade med ”Oprop!” ned. Vi drenge var meget optaget af dette – vi havde altid før, når der kom fly, vinket og råbt ”hurra”, men fik nu af vore forældre det skarpeste påbud om, at det måtte vi ikke længere gøre.
Tyskerne skulle til deres mandskab finde indkvartering, og da vi boede i det yderste mod Grenen, blev vore boliger beslaglagt, og vi måtte finde anden løsning. Vi og flere af vore naboer blev indkvarteret i en stor sal på et hotel, hvor adskillelsen mellem familierne kun var skærmet af portierer, der blev hængt op. Min far cyklede rundt for at finde anden bolig, og vi flyttede til Brønderslev.
"}, {"name" : "Lilly Thora Møller", "job" : "18 år under Besættelsen, boede i Kolding, 98 år i dag, bor i Vamdrup", "imgsti" : "lilly_moeller.jpg", "fuldtekst" : "Husholdningsskolen sluttede den 1. april, og jeg tog hjem til mine forældre i Kolding. Min far var på sygehuset, så jeg sov i hans seng, så mor og jeg kunne hyggesnakke lidt, inden vi skulle sove.
Klokken 4 om morgenen den 9. april slog min mor hånden i min dyne og sagde: ”Der sker noget frygteligt”, og jeg vågnede op til en ufattelig støj, der igen svandt, men kom et øjeblik efter. Vi stod op og kom ud i gården, hvor de tyske flyvere fløj så lavt hen over husene, at det næsten ikke var til at forstå, men vi skulle naturligvis rigtig forskrækkes, hvad vi da også blev. Det var næsten, som om vi blev slået af lufttrykket, når det lige var over vores hus, de fløj. ”Tyskerne!”, sagde min mor forfærdet, for det store hagekors på flyene var ikke til at tage fejl af.
Op ad formiddagen hørte vi, at tyskerne kom i store kolonner og kørte gennem Kolding, det måtte vi så over på Haderslevvej for at få at se, og det var desværre rigtigt nok, det var et rigtig grimt syn med lastbiler og tanks i en stadig strøm. Op ad dagen blev det så hestevogne, og senere kom cyklende tropper, alle folk var urolige og bange – vi vidste jo ikke, hvad der ville ske.
I radioen opfordrede regeringen folk til at tage det roligt og gøre, hvad tyskerne forlangte. Inden det blev mørkt, skulle alle vinduer være tildækkede, så man måtte have fat i, hvad man nu havde af tæpper, og hvad vi kunne finde og få vinduerne mørkelagt. Mange nåede kun et eller to vinduer den første aften, men så måtte alle i familien jo være der. Alt gadelys blev også slukket, og cyklister og de biler, der endnu kørte, måtte med sorte strimler tildække lygterne, så der kun var en smal lysstribe tilbage.
"}, {"name" : "Ejgil Bang Graversen", "job" : "6 år under Besættelsen, boede dengang øst for Hurup i Thy, 86 år i dag, bor i Bedsted, Thy", "imgsti" : "ejgil_graversen.png", "fuldtekst" : "Da tyskerne besatte Danmark, boede jeg med mine forældre og tre søstre på en lille landbrugsejendom. Vi havde en radio i hjemmet – det var der mange, der ikke havde dengang. Når mine forældre havde hørt Radioavisen, hørte jeg dem gang på gang tale om krig. Det må jo have været Anden Verdenskrig, som var begyndt i september 1939.
Når der nu var så megen tale om krig, så måtte jeg jo vide, hvad krig var for noget. Min far forklarede mig, at hvis to lande var blevet uenige om et landområde, sendte de deres soldater ud for at sikre deres ret til området. Når disse soldater fra hvert sit land mødtes, begyndte de at skyde på hinanden med bøsser og kanoner, og det kunne gå meget voldsomt til. Jeg forstod ikke så meget af det, men var i hvert fald klar over, at krig var noget ondt og farligt.
Den 9. april lukkede mine forældre op for radioen om morgenen, og vi fik at vide, at tyskerne havde angrebet Danmark, og nu var der krig i vort land. Jeg blev så bange for, hvad der nu kunne ske. Jeg spurgte min mor, om hun troede de ville slå os ihjel, men det troede hun ikke, så jeg behøvede ikke at være bange. Det var jeg nu alligevel.
Min storesøster blev sendt til Hurup for at købe noget hos købmanden. Min far og jeg gik om til naboen for at drøfte situationen med dem. De havde en stor dreng, vel nok en 14-15-år, som syntes, det var vældigt spændende, at der nu var blevet krig. Det kunne jeg ikke forstå. Mens vi stod der og snakkede, begyndte der at blive meget trafik på den nærliggende hovedvej, og pludselig siger min far: ”Jamen det er jo tyskerne”. Min far blev pludselig bange for, at min søster måske var på den forkerte side af hovedvejen, og hvad der kunne ske med hende. Han skyndte sig hjem, greb cyklen og for af sted for at se, hvor pigen blev af. Der var heldigvis en mand, der havde hjulpet hende over vejen, så hun var i god behold. Der kom også flyvemaskiner, som fløj lavt hen over landet. Vi havde før set flyvemaskiner, men aldrig nogen, der fløj så lavt.
"}, {"name" : "Inge Kryger", "job" : "Knap 4 år under Besættelsen, boede dengang i Fredericia", "imgsti" : "inge_kryger.jpg", "fuldtekst" : "Min far havde et lille pølsemageri sammen med en anden, og de leverede pølser til de danske soldater på den store kaserne, der var i byen. Min far var blevet indkaldt til Søgårdlejren af militæret som rekylgeværskytte.
Vi havde jo nok spist morgenmad, og det var sært, at far ikke var der. Efter maden skulle jeg på ”dasset” ude i gården, og mens jeg sad der, fløj der pludselig en masse flyvemaskiner lavt over gården. Jeg havde sjældent oplevet en enkelt flyvemaskine. Så jeg tænkte: ”Hvad er det?” og skyndte mig ud for at kigge op i luften. De lavede meget larm, og der dalede hvidt papir ned fra luften.
Da jeg kom ind, skulle vi skynde os på Asylet – det kaldte man børnehaven dengang. Min mor fulgte os, og jeg kunne fornemme min mors nervøsitet, efter hun havde læst, hvad der stod på en af de hvide sedler. Da vi kom hen til den store vej og skulle krydse den, kunne vi ikke komme over gaden, fordi de tyske tanks bare blev ved at komme. Jeg husker det, som om vi stod der i meget lang tid. Militæret blev sendt hjem – også min far. Alle soldaterne på kasernen blev sendt hjem, så der var ingen til at købe min fars pølser, og hans lille firma gik konkurs. Dette forstod jeg naturligvis intet af – men vi flyttede, og det husker jeg.
"}, {"name" : "Inger Nielsen", "job" : "3 år under Besættelsen, boede dengang på en gård nær Silkeborg, 83 år i dag, bor i Thyholm", "imgsti" : "inger_nielsen.jpg", "fuldtekst" : "Min første tydelige erindring er fra morgenen den 9. april 1940. Denne morgen stod vi alle ude på gårdspladsen og iagttog en sværm af lavtflyvende, store flyvemaskiner, som larmede en del. Jeg var tre og et halvt år og klamrede mig til min mor. Jeg var helt sikkert bange for de store fly. Men det var ikke det værste. Nej, det som gjorde størst indtryk, og som jeg husker tydeligt, var at se på de voksnes bange og rådvilde ansigter. Sådan havde jeg aldrig set dem før, og jeg anede, at noget var helt galt.
"}, {"name" : "Krista Haahr", "job" : "boede mellem Herning og Ringkøbing under Besættelsen, 94 år i dag, bor i Ølgod", "imgsti" : "krista_haahr.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 var jeg ikke i skole. Jeg var blevet konfirmeret den 31. marts, og så sluttede vi med skolen. Det var jeg rigtig ked af, for jeg var meget glad for at gå i skole. Min mor kom op på mit værelse, hun vækkede mig og fortalte, at store tyske flyvemaskiner fløj hen over tagene. Jeg kom straks op, og sikken larm! De fløj så lavt, at vi næsten var bange for, at de skulle ramme taget på laden som var meget højt. Mit barndomshjem lå lige ud til Hovedvej 15, mellem Herning og Ringkøbing, og snart kom der store kolonner af militærkøretøjer. Det blev ved længe, så vi måtte vente en tid for at komme over til købmanden, som lå på modsatte side.
Det blev ikke til meget arbejde den dag. Vi måtte jo lytte til radioen, hvor man meddelte, at tyskerne havde besat Danmark, og samtidig opfordrede Kong Christian X til, at vi skulle tage det med besindighed og holde ro og orden. Vi fik påbud om at sætte sorte mørklægningsgardiner op, der måtte ikke sive det mindste lys ud. I begyndelsen satte man det på en rund stok og rullede det op med hånden og bandt det fast med en snor foroven. Men det blev jo for besværligt, så vi fik det sat fast på rullegardinstok. Ingen anede jo, at det skulle bruges i fem år.
"}, {"name" : "Ina Johanne Jensen", "job" : "12 år under Besættelsen, boede nær Vittarp nordvest for Varde, bor i Ølgod", "imgsti" : "ina_jensen.jpg", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9. april hører jeg pludseligt lyden af en rumlen, der hurtigt tager til i styrke. Med ét fyldes hele luftrummet af et overvældende drøn. I det samme kommer enorme tyske kampfly flyvende så lavt, at det kan se ud, som om de berører hustagene. Alle husdyr tager på vej.
Jeg står længe sammen med min to år yngre bror ved indkørslen til vores hjem. Der passerer så mange store tanks og andet krigsmateriel, vi aldrig har set mage til. Flere soldater vinker, og nogle vil kaste slik til os, men så vender vi ryggen til og kigger ned, som vores mor havde sagt, at vi skulle gøre. Hun havde sagt meget bestemt, at vi aldrig måtte modtage noget eller handle med alle de fremmede, der var kommet. Vi blev da heller aldrig forulempede. ”Nu må I ikke glemme, at I skal i skole!”, lyder mors kalden, ”Har I pakket skoletaskerne?” Vi får pludselig travlt, for det er da spændende at høre, hvilke oplevelser vore skolekammerater har været ude for. Men vi skal gå ad en knoldet markvej, eftersom landevejen er tæt besat af krigsmateriel og fremmede soldater. Det er strengt at gå på den ujævne vej, man glider let i de noget slidte gummistøvler.
Denne aprildag var der undtagelsesvis helt stille på skolens legeplads. De større drenge plejede ellers altid at være i gang på fodboldbanen. Vi store elever blev efterhånden samlet i vores klasse. Duksene delte sangbøger og regnebøger ud. Vi plejede at begynde dagen med en morgensang og Fadervor. Vores lærer kom ikke, og vi var enige om, at vi ikke klarede selv at synge morgensangen, men Fadervor kendte vi alle. Vi var nogle jævnaldrende piger, der havde siddet sammen og snakket om, hvad krigen kunne komme til at betyde for os og vores hjem. Vi havde grædt lidt, alt forekom så sørgeligt. Hvad kunne krigen ikke føre med sig? Skulle vores fædre og ældre brødre nu indkaldes til militæret og ud til fronterne? Kunne vi blive boende i vore hjem? Skulle tyskerne til at bestemme alt i Danmark?
Spørgsmålene var mange, og vi følte os så fortabte. Men så var der én, som foreslog, at vi bad Fadervor sammen. Som vi sad der med tårer i øjnene, bange og hjælpeløse, bøjede vi hver især hovedet og foldede vore hænder. Vi bad så den bøn, vi havde lært som små af vore mødre, Fadervor. Vi blev siddende lidt, ganske stille. Jeg tænkte, at nu var det op til Vorherre, hvordan livet skulle forme sig for os. Han måtte kunne se vores magtesløshed. Lidt efter gik vi helt stille ud efter vores boldnet og gik i gang med nogle af de mange boldspil, vi kendte. Den 9. april 1940 var legen helsegivende.
"}, {"name" : "Ingeborg Møberg", "job" : "10 år under Besættelsen, boede dengang i Holstebro, bor i Hillerød", "imgsti" : "ingeborg_moeberg.jpg", "fuldtekst" : "Det var en tirsdag morgen, der begyndte helt almindeligt med havregrød, der skulle spises – jeg har ikke spist det siden – og så afsted i skole. Så vidt jeg husker, forløb de første to timer helt efter skemaet. Men efter 10-frikvarteret var alt som forandret. Vores lærer kom, men forsvandt igen, og nu hørte vi motorstøj fra Enghavevej, så 30 børn alene uden lærer benyttede sig af friheden og styrtede hen til vinduerne. Vi fik dem lukket op, og så hang vi ud af dem for at se, hvad der skete.
Det syn, der mødte os, var som at se en kæmpestor grøn slange, der bevægede sig op ad vejen fra syd mod nord. Der var tanks og – dette husker jeg især – mange motorcykler med sidevogn. Da vores lærer kom tilbage, for vi hen på vores pladser og sad musestille. Men han havde hørt larmen og skældte os ud. Han sagde, at vi hellere skulle græde, for nu blev Danmark besat af tyske tropper. De næste par timer passede vi stort set os selv, mens lærerne sad på lærerværelset og snakkede, sikkert dybt berørt af situationen.
På vej hjem fra skole skulle jeg forbi vores rådhus i Nørregade. Den meget beskedne rådhusplads var fyldt op af soldater på motorcykler med sidevogn. Hvordan jeg fik mig sneget ind imellem dem, kan jeg ikke forklare i dag, men jeg husker, at jeg stod lige bag en soldat, der sad i en sidevogne iført en grøn regnfrakke, og jeg tænkte: Skulle du prøve at røre ved ham, uden han opdager det? Det turde jeg alligevel ikke, selvom han så meget fredsommelig ud, og lidt efter fortsatte jeg hjem til vores hus.
"}, {"name" : "Marie Stræde Madsen", "job" : "4 år under Besættelsen, boede i Kolding, 84 år i dag, bor i Silkeborg", "imgsti" : "marie_madsen.jpg", "fuldtekst" : "Selvom det ligger 80 år tilbage, står det lysende klart, hvordan jeg oplevede besættelsesdagen i Kolding. Mine to ældre søskende var gået i skole, og min far var gået på toldkontoret, hvor han var ansat som kontrollør. Jeg stod i vinduet i lejligheden, hvor jeg kunne se ud på gaden, da far til min store forundring kom næsten løbende hjem for at fortælle min mor, at Danmark var besat. Jeg gik ned i gården for at lege, som jeg var vant til, men det blev meget kortvarigt, for der kom en kæmpestor flyvemaskine, hvor jeg kunne se manden, der sad i maskinen. Jeg blev meget bange, og det blev ved med at forfølge mig resten af de fem år. Siden kom de tyske soldater marcherende forbi vinduet.
"}, {"name" : "Hakon Rahbek", "job" : "10 år under Besættelsen, boede nær Lemvig, 90 år i dag", "imgsti" : "hakon_rahbek.jpg", "fuldtekst" : "Jeg var barn, da den tyske værnemagt overskred den danske grænse, men alligevel stor nok til, at Besættelsen satte dybe, stærke spor i min erindring. Om morgenen den 9. april vågnede jeg, som alle andre, ved at lavtgående flyvemaskiner drønede hen over gården, en uvant situation for os i den del af landet. Radioavisen kom med den ulykkelige meddelelse, at de tyske tropper havde overskredet den danske grænse tidligt om morgenen, og at der blev kæmpet i Sønderjylland mellem danske og tyske soldater. Jeg husker tydeligt mine forældres alvorlige ansigtsudtryk.
På trods af situationens alvor blev vi alligevel sendt til skole. Det undrer mig i dag, men det var nok ikke rigtig gået op for mine forældre på det tidlige tidspunkt, at det nu også var helt rigtigt og alvorligt ment. Skoledagen blev kort, idet vores førstelærer op ad dagen sikkert mente, at situationen var for alvorlig til at beholde os i skolen. Vi ville trods alt være mere sikre i vore hjem.
Resten af dagen gik med at mørklægge vinduerne. Det var man blevet pålagt via radioen. Jeg husker, at i første omgang var det tæpper og klude, der blev brugt. Først senere kunne man skaffe sig såkaldte mørklægningsgardiner. Radioen var tændt hele dagen, for at vi kunne følge slagets gang. Der blev meldt om sårede og faldne danske soldater, og det gjorde ondt. Til sidst kom så den tunge meddelelse fra regeringen, at kamphandlingerne skulle indstilles. Danmark var blevet besat. De barske kendsgerninger fortalte nu, at der ikke var mere at gøre, overmagten var for stor. På få timer var vi blevet løbet over ende, med alt hvad det betød, nemlig ikke længere at kunne TÆNKE – TRO – og TALE FRIT. I sandhed fornedrelsens time.
Om aftenen den 9. april motiverede Thorvald Stauning kapitulationsbeslutningen med ønske om at skåne landet og folket for en krigstilstands følger. Den afmagt, harme og sorg, der stod at læse i de voksnes ansigter, afspejledes også hos de ældste af os børn.
Op ad formiddagen den 10. april kom der tyske motoriserede enheder forbi Rysensteen på vej mod Lemvig. Det var spændende. Vi, der næsten aldrig havde set en soldat, og endnu mindre en panservogn – pludselig var vi midt i det store sceneri med soldater i flotte uniformer på et krigsmateriel, som bestod af halvåbne panserkøretøjer med efterspændte kanoner. Ikke mindst spændende blev det, da de gjorde holdt uden for laden, som lå ud til amtsvejen. Vi trak os forsigtigt tilbage til nogle små træer. Mon de ville skyde på os? Nej, tværtimod, de vinkede til os. Nå, så var de nok slet ikke så slemme endda. De efterlod en mindre kanon, som havde skudfelt langs vejen mod vest.
"}, {"name" : "Nobbe Bernild", "job" : "Boede på Frederiksberg, København, er 91 år i dag, bor i dag i Helsingør", "imgsti" : "nobbe_bernild.jpg", "fuldtekst" : "”Skynd dig op,” råber min mor og river dynen af mig. Jeg springer forskrækket ud af sengen, det er ikke den måde, jeg plejer at blive vækket på. Hvad sker der? Jeg løber ud på altanen – der står min mor og peger op i luften, hvor der flyver kæmpe store, sorte flyvemaskiner lavt hen over himlen. Hun har tændt og skruet op for radioen, en stemme sender budskaber, som jeg ikke hører eller forstår.
”Hvad nu,” siger jeg, mens jeg spiser en ostemad. ”Hvad nu?” ”Skynd dig at blive færdig, ellers kommer du for sent i skole,” siger mor, hun giver mig skoletasken i hånden og et kæmpeknus, og så skubber hun mig blidt ud af døren. ”Vi ses i aften,” råber hun, da jeg er på vej ned ad trapperne.
Jeg småløber hen til skolen, hvor mine kammerater står i skolegården, det ringer senere ind, end det plejer, og vi står sammen i en klynge og kigger usikkert op på de kæmpestore flyvemaskiner. Inde i klassen fortæller vores frøken alvorligt om Besættelsen og de tyske soldater.
Da vi får fri, går Ruth og jeg hen til Roskildevej, og her får vi et chok. Langs med fortovet, så langt øjet rækker, er der tyske soldater, lastbiler og motorcykler. Mange af soldaterne spiser wienerbrød, som de har hentet ovre i vores ismejeri.
Vi tager os sammen, Ruth og jeg, og så begynder vi vores hjemtur. Det viser sig, at soldaterne er flinke, de smiler og taler til os, men vi forstår jo ikke, hvad de siger.
Da vi når hen til Vigerslevvej, skilles vi, og Ruth går videre langs med tyskerne, jeg går ned mod morfar og mormor, og her er der ingen soldater.
Da min mor får fri fra arbejde, henter hun mig, og vi går hjem ad Roskildevej, men nu er al militæret væk. Der er påbudt mørklægning, men vi har ingen sorte gardiner, så min mor og jeg må tilbringer aftenen i entreen, for her er der ikke vinduer, det er spændende og også lidt sjovt.
"}, {"name" : "Ines Aagaard Pedersen", "job" : "5 år under Besættelsen", "imgsti" : "ines_pedersen.jpg", "fuldtekst" : "Min far, mor og jeg boede på Hammelstrupvej i en lejlighed med altan og stod den 9. april 1940 og betragtede, hvad jeg ikke havde set før: Flyvemaskiner. Jeg var fem år og havde travlt med at markere på spisebordet, hvor stor hver enkelt flyvemaskine var. Min far smilede venligt til mig (eller grinede ad mig) og sagde, at hvis en af de flyvemaskiner kom herned, ville den slet ikke kunne være i vores stue.
Jeg sagde ikke noget, det gjorde børn ikke dengang – men jeg tænkte: Min far er ikke rigtig klog, jeg kunne jo tydeligt se, hvor store flyvemaskinerne var, og ingen af dem var i hvert fald større end vores spisebord. Der manglede lidt viden om forholdet mellem afstand og størrelse.
"}, {"name" : "Ole E. Christiansen", "job" : "Født 14.juli 1935, boede i Aalborg under Besættelsen, bor i dag i Fredericia", "imgsti" : "ole_christiansen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940, meget tidligt om morgenen, vågnede jeg ved en lyd, som jeg først troede var et tordenvejr. Det gik dog hurtigt op for mig, at det var noget andet, og jeg sprang ud af sengen og løb ud i køkkenet, hvor min far i det samme kom inde fra mine forældres soveværelse. Lyden var blevet kraftigere, og vi lænede os begge to ind over køkkenbordet, så vi kunne se ud. Og der kom flyvemaskinerne.
Jeg havde tidligere kun set flyvemaskiner på billeder, så det var en overvældende oplevelse at se dem på himlen – og i så stort et antal. Og så hørte jeg min far bande, hvilket han normalt ikke gjorde. Han sagde: ”Nu flyver de satans tyskere over Danmark for at komme til Norge”. I det øjeblik gjorde min far mere indtryk end maskinerne på himlen. Da min mor og lillebroder kom til, gik vi ud i gården, samtidig med at den ældre dame og hendes tre voksne døtre kom ned fra deres lejlighed på 1. sal.
Så stod vi der – otte mennesker i nattøj – og spejdede, for vi kunne høre, at der kom flere maskiner. Snart så vi den næste eskadrille, og da maskinerne var lige over os, kunne jeg se mennesker i nogle af dem. Jeg var ikke bange, men jeg holdt godt øje med, at flyvemaskinerne ikke ramte husenes skorstene. Og pludselig så vi, at der blev kastet et stykke papir ud fra en af maskinerne. Der kom kun det ene, og det flagrede ned i naboens have. En af de unge piger fik fat i min lille stige og kom over hækken. Hun stak papiret gennem tjørnehække og blev så selv hjulpet tilbage.
Min far stod med papiret, der var grønt. Så læste han højt, og jeg bemærkede, at han var helt hvid i ansigtet. Jeg anede ikke noget om politik, men havde dog længe hørt om tyskerne og Hitler. Da min far var færdig med at læse, stod alle ganske stille. Hvad han havde læst, forstod jeg nok ikke, men jeg fattede, at det var noget ganske forfærdeligt. Det grønne flyveblad har jeg stadig.
Men jeg var meget mere optaget af noget andet. Blandt flyvemaskinerne var der en, der havde monteret en meget stor ring under sig. Ringen gik fra vingespids til vingespids og fra snuden til halen Den så anderledes ud end de andre flyvemaskiner.
Da vi var gået ind i huset igen, spurgte jeg min far, hvad det var for en flyvemaskine, men han trak på skuldrene og sagde, at sådan en var der ikke kommet. Senere på dagen spurgte jeg et par andre voksne om denne specielle maskine, men der var ingen, der havde set den. I de efterfølgende dage stillede jeg spørgsmålet igen – uden resultat – og så opgav jeg, selvom jeg vidste, at jeg havde set den.
Først adskillige år senere – længe efter krigen – spurgte jeg min onkel, der på det tidspunkt var oberst i flyvevåbnet om ”min” maskine, og han strålede, da han sagde: ”Har du set sådan en? Tyskerne skulle bruge alt, hvad de havde, og derfor blev de maskiner, der normalt skulle flyve lavt hen over havoverfladen for at spore miner, også brugt den dag, de besatte Danmark”. Han havde ikke selv set en den 9. april, men han kendte dem.
Den 9. april 1940 står lysende klart for mig, og det jeg erindrer bedst, er, at min far bandede, og at jeg så maskinen med minesøgningsringen.
"}, {"name" : "Elly Hein Sørensen", "job" : "5 år under Besættelsen, boede i Brønderslev, bor i Højbjerg i dag", "imgsti" : "elly_soerensen.jpg", "fuldtekst" : "Når jeg husker dagen, skyldes det nok ikke den alvor, der sidenhen viste sig at ligge bag, men dels blev vi alle forskrækket over larmen fra flyvemaskiner, der fløj ind over vores ellers stille by, og dels havde mine forældre inviteret gæster til frokost.
Fra morgenstunden fik min fem år ældre søster og jeg det pæne tøj på, og mine forældre lavede ”festmad”, hvilket var noget særligt. Til hverdag fik vi mest sparemad.
Johanne og Kristian skulle komme ved middagstid, så vi ventede spændt på deres ankomst, men tiden gik og gik, og de kom slet ikke.
Det viste sig senere, at de var cyklet fra Hjallerup, en lille by cirka otte kilometer øst for Brønderslev, men de var kun nået til Brønderslev Kro, der på det tidspunkt lå i udkanten af byen. Ved kroen blev de standset af tyske soldater, og de blev forment adgang til byen.
Johanne og Kristian måtte cykle tilbage til Hjallerup. Det var før mobiltelefonernes tid, så vi vidste ikke, hvad der var sket. Der gik flere dage, før vi fik besked. Til gengæld fik vi lov til at spise ”festmaden”.
Den 9. april var i mange år en sørgmodig dag, hvor alle danske flag blev hejst på halv stang, og hvor man uvægerligt blev mindet om krigens rædsler. I 1990 blev 9. april dog i vores familie på en måde også til en festdag, da mit ældste barnebarn blev født på netop denne dag.
"}, {"name" : "Jens L. Kappel", "job" : "Boede ved Christiansfeld", "imgsti" : "jens_kappel.jpg", "fuldtekst" : "Tidligt den 9. april, måske klokken 5 – i hvert fald før morgenmalkningen halvseks – kom et par lavtflyvende tyske Me 109-jagerfly. Jagerne fløj så lavt, at man kunne se piloten i cockpittet. Royal Air Force havde nogen tid forinden ved en fejl smidt et par bomber i Esbjerg, så min far mente søvndrukken, at det nok var engelske fly, men min storebror, som allerede var udenfor, kunne berette, at flyene var tyske og havde hagekors på haleroret. Vi mødte i skolen klokken 7, men blev sendt hjem igen.
Om formiddagen var der en træfning i Haderslev med skudveksling fra en dansk fodfolkskanon og en kanon på et tysk pansret køretøj. Jeg mener at kunne huske, at vi svagt hørte kanonilden.
Ellers var vi drenge mest optaget af de lavtflyvende Messerschmidt Me 109-jagerfly og de tomotorede Dornier Do 215-bombefly med glasnæse. På en landbrugsvogn, som stod frit udenfor, havde jeg rigget noget op, som kunne minde om et maskingevær. Med mit “maskingevær” sigtede jeg på de forbiflyvende tyskere, men da en af dem – en Dornier Do 215 – fra sin allerede lave højde dykkede ned mod mig, indstillede jeg skydningen og var nede af vognen i ét spring.
"}, {"name" : "Britta Thranow", "job" : "14 år under Besættelsen, boede dengang i København, 94 år i dag", "imgsti" : "britta_thranow.jpg", "fuldtekst" : "I 1940 boede jeg i Amaliegade 24, lige ved slottet, over for Fredericiagade. Om morgenen den 9. april stod jeg i karnappen på tredje sal sammen med min mor og min lillesøster. Vi havde for vane at se kong Christian X ride ud fra den store slotsport mod Fredericiagade og derfra dreje ind i Amaliegade – en rank rytter, der en enkelt gang vinkede op til os.
Det var en smuk solrig morgen. Der stod vi småsnakkende og afventende. Pludselig sagde min mor, idet hun kiggede ud ad sidevinduet: ”Der sker noget dernede for enden af gaden, det må være en militærøvelse.” Alle rettede vi blikket mod den mørke bølge, der bevægede sig langsomt frem bag en barrikade tværs over gaden. Pludselig lød der et skud, og vi så en garder falde om henne på hjørnet ved Amalienborg. I et splitsekund forstod min mor det hele. I en voldsom bevægelse bredte hun armene ud og pressede os væk fra karnappen. ”Tilbage børn,” skreg hun. Chokerede så vi nu de talrige tyske fly komme ind over byen – så klart stod de mod den blå himmel – og i luften en sky af små sedler, der hvirvlede ned over tagene og lagde sig i gaderne.
Kort efter var alt roligt, det var en lynaktion. Vi sundede os lidt i stuen, nu klar over, at Danmark var besat. Hvad ville der ske nu? Fra gaden lød en summen af stemmer. Også vi måtte ned, drevet af en trang til bare at tale om det, der var overgået os og en altdominerende nysgerrighed efter at se, hvad der stod på de sedler! Det var jo tyskernes “Oprop”, der fortalte os – på et knudret dansk – at vi bare skulle forholde os roligt.
På hjørnet ved Toldbodgade stod en tysk soldat vagt. Han blev genstand for alles blikke. I en halvkreds stod vi tavse og nedstirrede ham fra top til tå – bogstavelig talt: Hjelmen, den grønne uniform, de drabelige skydevåben, de høje sorte støvler. Et så ubegribeligt syn i vores gade!
I dag er denne naive undren så svær at fatte, men man må huske på, at det var et helt andet samfund. Vi var groft sagt mere uvidende om verden omkring os – selvfølgelig vidste vi, at der var krig, men på en eller anden måde forekom den langt væk. Der var naturligvis aviser, men ikke alle havde radio, og det var en tid uden den enorme globalisering og masseinformation, som år 2020 byder på.
"}, {"name" : "Werner Regli", "job" : "6 år under Besættelsen, boede dengang i Esbjerg, 86 år i dag", "imgsti" : "werner_regli.jpg", "fuldtekst" : "Klokken fire om morgenen den 9. april 1940 indledte ”Die Deutsche Wehrmacht” besættelsen af Danmark. Denne meget tidlige aprilmorgen samledes de fleste voksne beboere i ejendommen i vores lejlighed. Min fars dystre forudsigelser om krig var nu blevet en realitet. Far gik rundt og diskuterede med alle i pyjamas og en housecoat slået omkring sig til langt op ad dagen, mens mor og vor unge hushjælp sørgede for morgenbrød og kaffe til de mange forsamlede beboere.
Far var ikke ukendt med forholdene i Tyskland. Han havde i Sønderborg været på uddannelseskurser til den store optiske industri Zeiss Jena i Tyskland, hvor han lærte optik og undersøgelse af øjne til brillebrug. I 1938 tog han på en malerrejse til Frankrig, hvor han besøgte ”Louvre” i Paris for at se de mange berømte kunstværker. Han købte en flot kopi af et kendt mesterværk – ”Madame Le Breun” – af en kopikunstner, han mødte på museet. Billedet blev i familiens eje i mange år. Da han rejste tilbage gennem Tyskland, oplevede han til sin store forskrækkelse Hitlers hypnotiske og medrivende taler til de store tyske folkemøder i Dresden. Han sagde derefter med bekymring til alle i ejendommen, der gad høre på det: ”Der bliver meget snart krig.”
Jeg husker den meget tidlige morgen, hvor alle stirrede op i luften for at se de tyske militærfly. Juncker-52 transportfly under ledsagelse af Bf 109-jagere kom flyvende i små formationer under stor larm lige hen over Esbjergs hustage med direkte kurs mod Esbjerg Lufthavn. Alle i hjørneejendommen Torvegade 72/Frodesgade 42, hvor vi boede på 2. sal, var oprørte og nervøse.
Luften blev i tilbagevendende perioder fyldt med en dyb brummen fra flyene, når de fløj lige hen over os. Jeg var hele tiden på udkig efter flere fly med næsen klistret mod vinduerne. Så snart jeg hørte den mindste motorlyd fra flyene, råbte jeg op og kunne så se de voksne fare hen til vinduerne. Jeg følte, det var en spændende dag med usædvanlig mange af beboerne i vores lejlighed – uden dog at kunne forstå dagens skelsættende følger for familierne i Danmark.
"}, {"name" : "Betty Larsen", "job" : "12 år under Besættelsen, boede dengang i Viborg, 92 år i dag, bor i Sønder Stenderup", "imgsti" : "betty_larsen.jpg", "fuldtekst" : "Klokken var 5-6 om morgenen den 9. april 1940, da vor lille familie på Koldingvej 104 i Viborg blev vækket af en øredøvende larm. Vi så ud ad vinduet og troede næppe vore egne øjne – store flyvemaskiner med hagekors fløj tæt nede på telefontrådene, så tæt at vi tydeligt kunne se mandskabet om bord. Vi kom hurtigt op og ned i stuen, hvor radioen blev tændt, og vi kunne høre det forfærdelige budskab: Danmark var besat, der havde været modstand ved grænsen og i Haderslev, og kong Christian manede til ro og orden. Ude på vejen flagrede sedler, som blev kastet ned fra luften med det berømte ”Oprop”. Det fik tristheden til at svinde for smilet et øjeblik: ”Er de så dumme, at de ikke kan stave, er det måske alligevel ikke så slemt?”
Men dagens pligter skulle passes. For mig betød det op på cyklen og i skole på Vestre Borger- og Realskole i Viborg, cirka tre kilometer væk. Det blev en usædvanlig skoledag, hvor der ikke blev undervist meget, men hvor vi elever så vore lærere som rigtige mennesker. De var forfærdede, nogle rasende og en enkelt græd! Ind imellem kom der informationer og rygter. Vi kunne vente den tyske krigsmaskine hen på eftermiddagen på vej nordpå for at besætte Norge.
Da skoledagen var slut, cyklede jeg hjem, hvor familien samledes og satte sig til at vente på det videre forløb. Og så kom de! Min mor sagde: ”Jeg troede ikke, der var så meget krigsmateriel i hele verden.” Store tanks på larvefødder, masser af lastbiler proppet med soldater og ordonnanser på motorcykler, som drønede mellem de forskellige afdelinger. Vores genbo, som var maler og tysker, stod ude foran sit hus og hilste ”gæsterne” velkommen med nazihilsen.
Jeg gik på et tidspunkt ud for at se på de kolonner af tanks, som holdt stille ovre på den anden side af vejen, for det var jo også spændende! De talte jo tysk, og jeg havde jo allerede stiftet bekendtskab med det sprog i skolen. Kunne jeg forstå noget? Jeg forlod mit hjem som et barn, men da jeg langt senere vendte tilbage, var det som en voksen ung pige, måske ikke kropsmæssigt, men i sjæl og sind. Jeg skulle jo hjem igen! Men nu var der blevet en enorm trafik af køretøjer og motorcykler uden om den holdende kolonne. Hvad skulle jeg gøre? ”Hov, der løb en nabo over, så måske kunne jeg også forsøge.”
Det næste, der skete, foregik i et splitsekund: Jeg kom et par skridt ud, kiggede til venstre og så en motorcykel i rasende fart med kurs mod mig. Skulle jeg stå stille eller løbe? Jeg valgte det sidste. Det skulle jeg ikke have gjort!
De næste mange timer oplevede jeg ikke. Alt var sort. Jeg har fået fortalt, at en nabo ”Frelser Wolle” (Oluf Jensen), som var samarit, gik med den muskel, jeg havde fået revet af mit venstre ben. Næste gang jeg så lys, mange timer efter, var det grønt – fra en såkaldt vågelampe. ”Betty, ved du, hvor du er?”, lød en venlig stemme, som viste sig at komme fra en vågekone, der holdt øje med mig. ”Ja, jeg er på Viborg sygehus.” Her fulgte så et tre måneders ophold med behandling på forskellig vis. Man havde ikke penicillin, så det store åbne sår på mit ben blev behandlet med levertransalve, som stank noget så forfærdeligt, og da man også fandt ud af, at såret skulle have lys og luft, blev det en kamp mod spyfluerne!
Det var en hård tid, men heldigvis var der også sjove ting. Den danske humor fornægter sig aldrig. En dag sagde en læge til mig: ”Betty, når du dør, skal du balsameres og lægges ind i Himmelbjerget, for du er den første danske frihedskæmper!”. Et barn gik ud for at inspicere fjenden – og kom tre måneder senere hjem som en ung pige.
"}, {"name" : "Annigrete Jensen-Fangel", "job" : "6 år under Besættelsen, boede dengang på Kegnæs, 86 år i dag, bor i Kastrup", "imgsti" : "annigrete_fangel.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april var det et køligt og klart forårsvejr med sol på Kegnæs på Als, men det blev forstyrret af utallige tyske fly, der fløj lavt ind over os. Vi kunne tydeligt se hagekorsene. Skolebørnene var ude på skolepladsen, som var det, vi kaldte legepladsen, det meste af formiddagen. Godt, vi ikke vidste, at det skulle vare fem år fra den dag.
Men det skulle blive hverdag med overflyvninger, især i de frostklare nætter. Der var kun syv kilometer fra Kegnæs til den tyske kyst, så om natten kunne vi se luftbombardementerne på Flensborg og Kiel. Jeg har nok sovet fra det meste, men mor havde en kuffert pakket, så vi kunne rykke ud med kort varsel. Jeg kan endnu se min far for mig, stående ved vinduet med en ildrød baggrund fra brændende byer. Det skete jo også, at der blev kastet bomber forkert adskillige gange på Als.
"}, {"name" : "Tove Marie Andersen", "job" : "barn under Besættelsen", "imgsti" : "tove_andersen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg husker tydeligt den dag, vi blev besat. Det var morgen, og min far var gået afsted på arbejde, han var mælkemand. Min mor sad og hørte radio, men det var ikke den form for radio, vi har i dag, det var et såkaldt krystalapparat. På vores radio kunne man sætte et bananstik til en lille kasse, så man kunne være to personer om at høre radio samtidig.
Da min mor hørte, at Danmark var blevet besat, skyndte hun sig at løbe efter min far, for vi var nødt til at skaffe noget at mørklægge vinduerne med. Man skulle have mørklægning på vinduerne, og selv cykellygterne måtte man sætte noget på, så de ikke lyste så kraftigt. Da min mor fortalte min far, hvad hun havde hørt i radioen, sagde han roligt, at det skulle de nok finde ud af, når han kom hjem fra mælkeruten, for der skulle jo mælk til mejeriet – krig eller ej.
Da han kom hjem, fandt vi nogle af de sorte gødningssække til markerne og hang op på ydersiden af vinduerne – min far gemte på mange ting, og nu kom det os til gode. Det lys, vi havde i huset, kom udelukkende fra petroleumslamper. Vi boede på landet, og vores gård var den næststørste på vejen, derfor havde vi også to heste, de fleste andre i området havde kun en. Vi var meget glade for de heste, derfor havde vi heller ikke brug for en bil. På gården boede jeg med mine tre søskende, forældre og bedsteforældre. Vi hjalp hinanden med at få pligterne klaret, og det var hyggeligt at have familien tæt på.
Det er Besættelsen, som satte de største spor. Mest af alt fordi den kom så pludseligt. Vi vidste godt, at der var krig i andre lande, men det var ikke meget, man hørte om den i radioen. Hjemme hos os havde vi ikke regnet med, at Danmark ville blive besat, så det kom som et stort chok. Jeg husker, at særligt min mor var meget påvirket af Danmarks besættelse.
"}, {"name" : "Palle Maarbjerg", "job" : "9 år under Besættelsen, boede dengang i Gentofte, 89 år i dag, bor i Slagelse", "imgsti" : "palle_maarbjerg.jpg", "fuldtekst" : "Det er nogle gange uvist, om man husker, eller om man har hørt nogle udsagn så mange gange, at man tror, at man har oplevet det. Men lad mig begynde med to indtryk, der står skarpt i min erindring.
Den 1. september 1939 var en smuk sensommerdag med sol og varme. Jeg cyklede hjem fra skole gennem smukke velholdte villakvarterer. Havedørene stod åbne, og radioen fortalte, at tyskerne havde angrebet Polen. Det hørte jeg, men jeg forstod ikke, hvor skelsættende en begivenhed det var.
Otte måneder efter, den 9. april 1940, stod jeg tidligt om morgenen med mine forældre på vores altan og så de tyske flyvemaskiner flyve ind over byen. De fløj så lavt, at jeg tydeligt kunne se piloten i cockpittet. Det husker jeg tydeligt, og jeg husker også de voksnes alvor, der fik mig til at forstå, hvor skæbnesvanger en dag det var. Når jeg hører Otto Gelsteds digt:
De sorte fugle fløj
ved gry med motorstøj
i eskadriller over byens tage,
da så vi og forstod,
det gik til hjertets rod,
at vi fik trældoms bitre brød at smage.
Ja! Dette digt får mig til at genopleve – både det jeg så og den skæbnetunge stemning.
"}, {"name" : "Henning Eierdal", "job" : "5 år under Besættelsen, boede dengang i Kalundborg, 85 år i dag, bor i Hirtshals", "imgsti" : "henning_eierdal.jpg", "fuldtekst" : "På Lundevej i et trefamilieshus, øverst oppe på 2. sal, går min hjemmegående, 26-årige mor i morgenidyllen og vander blomsterne i vindueskarmen. Stor, vid udsigt over by, havn og fjord. Af og til kaster hun et blik ud ad vinduet hen ad vejen mod øst og op til den femtårnede kirke, dér tæt ved til venstre lidt højt oppe over byen. Jeg kravler rundt på gulvet og leger med en bil. Der er varme fra kakkelovnen – lejlighedens eneste varmekilde – og inde i et værelse ved siden af tager min et-årige bror sig en lille formiddagslur. Lutter fred og idyl, lige indtil ...
Pludselig når en voldsom brummen vore ører. Stærkere og stærkere. Hvad i alverden? Jeg springer op og hen til vinduet og når at se det første fly komme bagfra hen over huset på vej lavt hen over byens tage. I spredt formation følger en masse andre lavtgående fly i en øredøvende larm. Alle på vej mod øst. Hvad i alverden? Mor kommer til, og jeg spørger hende undrende: ”Mor, det er da ikke danske flyvemaskiner, vel?”. Jeg undrer mig stadigvæk den dag i dag over, hvordan jeg lille knægt, så uerfaren – og uden ellers normalt at se og høre flyvemaskiner – kunne stille dette næsten profetiske spørgsmål.
Så kom de tyske tropper. Også i Kalundborg, som allerede dengang var en forholdsvis vigtig havneby i provinsen, begyndte de fra dag ét at opleves i bybilledet. Byens største hotel nede ved havnepladsen blev besat og indrettet som lokalt hovedkvarter, og rundt omkring på gader og veje sås og hørtes ”de vissengrønne” og deres krigsmaskine. Nede på strandstien kunne man nu dagligt følge de tyske soldaters støvletrampende, taktfaste march. Og deres sang! Flerstemmigt og faktisk imponerende at høre på. Mon det var ”Die hände hoch, die augen fest geschlossen”, de sang?
"}, {"name" : "Tove Rasmussen", "job" : "Født 1932, boede i Ingstrup, bor i Jerup", "imgsti" : "tove_r.jpg", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9. april 1940 var jeg sammen med min veninde, Anna, på vej til skole, vi stod på fortovet og kunne ikke komme videre, på vejen bevægede sig en tilsyneladende uendelig strøm af tyske soldater i biler og på motorcykler.
En sær uvirkelig morgen i den lille landsby Ingstrup. Jeg ser for mig Anton med sin kone stående på det modsatte fortov, diskuterende den bekymrende situation med fru Grünewald, der sad ved sit åbne vindue. Hun fortalte, at hun var vågnet ved, hvad hun troede, var en voldsom susen i vandrørene, men helt uforståeligt var det jo så flyvemaskiner. Et uhyre sjældent syn på den tid, ufatteligt og skræmmende.
Så var det, at min veninde, Anna, sagde de ord, der har bidt sig fast i mig: ”Hvis der bliver krig, flytter jeg til Betlehem, der må de ikke slås, for der er Jesus født.” De ord kommer ofte tilbage til mig, når jeg hører onde nyheder fra Israel/Palæstina.
"}, {"name" : "Flemming Tranæs", "job" : "9 år under Besættelsen, boede i Jægerspris, 89 år i dag, bor i dag på Østerbro i København", "imgsti" : "flemming_tranaes.jpg", "fuldtekst" : "Jeg boede med min familie på Haldum Præstegård. Jeg vågnede ved støj fra lavtgående fly. Bygningen ligger højt. De fleste af vinduerne vendte mod syd med udsigt over Frijsenborg-skovene, og netop derfra kom den ene bølge af fly efter den anden.
Vi blev klar over, at det måtte være tyske fly på grund af de sorte kors på vingerne. Jeg skyndte mig at komme i skole. Det var let, for skolen lå lige ved siden af præstegården. Jeg syntes jo, det var spændende, men jeg kunne forstå på de voksne, at det syntes de ikke.
Førstelæreren spillede til morgensang som sædvanligt. Hans kone deltog af og til i morgensangen, og denne dag var hun med. Hun græd hele tiden, det forstod vi ikke. Vi talte meget om det. Senere kom der lange tyske militærkolonner med kurs mod nord.
"}, {"name" : "Jane Andreassen", "job" : "10 år under Besættelsen, boede i København K, er i dag 90 år", "imgsti" : "jane_andreassen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg var dengang blot en ti-årig skolepige, men da min familie boede på hjørnet af Frederiksgade og Bredgade med store vinduer mod pladsen foran Marmorkirken, har jeg faktisk mange minder fra den morgen, den 9. april. Vi vågnede ved skyderi ude fra Bredgade. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at nu ville tyskerne snart komme. Se bare, hvor mange tyske både, der lå ved Langelinjekajen. Jeg havde taget det roligt (de voksne siger jo så meget). Men var det mon rigtigt, at de ligefrem skød – med rigtige våben? Det var næsten ikke til at tro.
Min mor og min storesøster gik ud til porten for at kigge ud på Bredgade. De kom hurtigt ind igen. To tyske soldater havde truet dem med maskingeværer, men de havde nået at se, at der foran den russiske kirke på tværs af gaden lå en væltet sporvogn, og bag ved den lå flere bevæbnede soldater i grønne uniformer. Vi stillede os hen ved vinduet ud mod Marmorpladsen. Dér fik jeg det syn at se, som jeg aldrig har kunne glemme: Fire-fem menige fra Den Kongelige Livgarde lå på maven skråt over for vore vinduer, de bar ikke bjørneskindshuer på hovederne, men stålhjelme, og de havde våben i hænderne. En af dem, han så meget ung ud, havde endog et maskingevær. Han havde vist – ligesom os andre – aldrig tænkt sig, at hun skulle komme i denne situation, i hvert fald var han ikke vant til at bære stålhjelm, for han skulle hele tiden have fingrene op under den og klø sig i hovedbunden.
Disse fem var selvfølgelig både modige og imponerende, men den, der for altid vil stå for mig som selve idealet af en helt, var den unge officer i paradeuniform. Han stod rank og strunk med spredte ben foran sine soldater og pegede ned ad Bredgade med sin sølle revolver mod den samlede tyske armé. Se, det var en helt!
Men nu var det her jo København og ikke det store udland. Og som sådan var situationen ikke uden humor: For ovre fra Store Kongensgade kom der nu et ganske andet regiment, nemlig Baltica-bygningens rengøringskorps på vej til den daglige dont med kost og med spand. Denne bygning ligger på den anden side af Bredgade, netop dér, hvor Livgarden havde taget opstilling for at bremse fjendes fremrykning mod Amalienborg. Disse damer kunne slet ikke forstå, hvad der skete. De fleste holdt sig klogelig tilbage, men én af dem, en stout kvinde i en græsgrøn frakke, ville se, hvad det dog var, som foregik. Hun møvede sig langsomt hen mod hjørnet for at se ned ad Bredgade. Men dette blev officeren for meget, han løftede stemmen og brølede: ”Gå dog tilbage for Fanden, det er alvor – vi skyder for Fanden!”. Vi stod ved vinduet og tænkte: Jo, de skyder, men ikke for, men MOD Fanden.
Min mor trak os bort fra vinduet, og skyderiet holdt, som det vel vides, ret hurtigt op – og det uden blodbad. Efter flere års besættelse blev vi vænnet til skyderi i vore gader samt til andre modbydeligheder, der hørte med til de fem forbandede år. Må sådanne år aldrig komme tilbage.
"}, {"name" : "Jørgen Christensen", "job" : "12 år under Besættelsen, boede i Helsingør, er i dag 92 år og bor i Randers", "imgsti" : "joergen_christensen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april om morgenen lå jeg og min storesøster i etageseng og sov i soveværelset. Vi blev vækket tidligt af støj fra flyvere. Jeg lå i den øverste køje og kunne se flyvemaskiner, der fløj ind over byen. Min mor fik hurtigt tøj på. Hun ville ud og se, hvad der foregik. Hun kom tilbage med nogle ”O.P.R.O.P.” – flyvesedler, der var smidt ud over byen fra flyvemaskinerne. Vi læste det, åbnede radioen og hørte, at tyskerne havde overskredet den danske grænse. Lidt efter lidt fandt vi ud af, at hele Danmark var besat.
Som 12-årig dreng, der var alting jo spændende, og vi skulle ud og se, hvad det var der foregik. Og så gik man jo altid på havnen. De første der kom, var fine folk, der ville ud af Danmark og fik færgen til at sejle dem til Helsingborg.
"}, {"name" : "Anne Lise Rasmussen", "job" : "8 år under Besættelsen, boede i Østerlars på Bornholm, bor i Sorø", "imgsti" : "anne_rasmussen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg var lige fyldt otte år og var rykket op i 2. klasse. Jeg var så glad for at gå i skole, især på grund af den lærerinde, jeg havde. Hun skabte altid en glad stemning blot ved sin indtræden i klasselokalet. Men da hun stod foran os i klassen om morgenen den 9. april, var det anderledes. Vi, i hvert fald jeg, fik et chok, da hun sagde: ”I skal skynde jer at løbe hjem til jeres forældre, for tyskerne er kommet til Danmark i nat.” Hun sagde sikkert noget mere, men jeg husker kun de ord.
Jeg fik fat i skoletasken og spænede hjemad så hurtigt, jeg kunne. Jeg ventede ikke på de få andre, der skulle den samme vej, egentlig lidt underligt, synes jeg i dag. Jeg løb helt alene den ene kilometer, det drejede sig om, alt imens jeg kiggede ned i grøften af angst for, at nogle tyskere skulle ligge på lur dér. Jeg vidste, at man skulle være bange for tyskerne.
Jeg kom hjem og styrtede ind i stuen, hvor mor og far sad ved spisebordet. ”I skal skynde jer at løbe væk,” sagde jeg, ”for tyskerne er kommet til Danmark.” Jeg husker faktisk ikke, hvad mine forældre sagde, men jeg kunne klart fornemme, at de vidste, hvad der var sket. Alene det, at de sad sammen i stuen på det tidspunkt af dagen, tydede på, at der var noget, som bekymrede dem meget. De havde selvfølgelig hørt det i radioen. Jeg satte mig bare ned. Der hvilede en tung alvor over stuen, selvom vores kønne røde rullegardiner var rullet halvt ned, hvilket gav et særligt skær i lokalet. Jeg troede, at de var rullet ned for at skærme for solen, men ikke så længe efter, blev de taget ned og malet sorte. Mine forældre havde selvfølgelig også hørt instruksen om mørklægning, og dette var den hurtigste måde at klare de vigtigste vinduer på.
Tyskerne kom først til Bornholm den 10. april. Til gengæld varede det 11 måneder længere end i det øvrige land, før Bornholm blev rigtigt frit.
"}, {"name" : "Henning Hansen", "job" : "6 år under Besættelsen, boede i Strib ved MIddelfart, er 86 i dag og bor i Silkeborg", "imgsti" : "henning_hansen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg vågnede tidligt ved lyden, larmen, fra de tyske flyvemaskiner, som fløj lavt over Fredericia, Middelfart, Strib og Lillebæltsbroen. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi stod på vores altan og betragtede undrende de glinsende luftfartøjer.
Jeg fornemmede nervøsitet hos mine forældre. Mor lavede morgenmad, og far tændte for radioen. Vi hørte både Kongen og Stauning formane til værdig optræden. Jeg var meget optaget af Stauning, den store mand med det store skæg, som jeg kort tid før havde hørt tale på Fredericia Vold, jeg kan dog ikke huske, hvad han sagde, men det var i hvert fald noget klogt, sagde min bedstefar, som var formand for Socialdemokratiet i Strib og havde haft besøg af selveste Stauning og skålet med ham i brændevin.
Far havde fået nys om, at to tyske krigsskibe var anløbet Middelfart havn. Ved middagstid cyklede min far og jeg til Middelfart havn. Jeg havde jo aldrig set krigsskibe før, så det gjorde et stærkt indtryk. De tyske marinesoldater stod til parade på dækket, jeg husker tydeligt, at deres matroshuer havde bånd, der blafrede bagud på ryggen. Næste dag ankom det første kompagni tyske soldater til Strib, de tog det tidligere Strib Badehotel som kaserne. De begyndte straks deres eksercits på sportspladsen. De første tyske ord jeg lærte var ”recht um” og ”links um”.
"}, {"name" : "Annelise Thomsen (født Fisker)", "job" : "5 år under Besættelsen, boede på gården ”Kollekolle” ved Værløse", "imgsti" : "annelise_thomsen.jpg", "fuldtekst" : "Vi oplevede morgenen den 9. april på en meget voldsom måde, idet vi i mørket ved 4-tiden om morgenen hørte og mærkede den tunge, brølende lyd og vibrationerne af de mange tyske flyvemaskiner, som kom flyvende i lav højde hen over gården på vej til landing på Værløse Flyvestation. Selvom jeg var en lille pige på 5 år, husker jeg, foruden den voldsomme larm også hele angststemningen i den gamle kartoffelkælder, som far havde indrettet til flugtrum for gårdens personale og familien i kælderetagen under gårdens stuehus.
Vi var mange mennesker, som var blevet samlet dernede, og vi sad på sække, der var blevet fyldt med halm. Der var ret klamt og let fugtigt i rummet, og der var en del bjælker, som stod lodret under loftet for at holde det oppe i tilfælde af, der skulle komme en bombe. Der var mørkt, som ”I en kælder mørk som kul”, som min bedstefar havde lært mig at synge, så vi kunne ikke se noget, og vi skulle bevæge os meget forsigtigt for ikke at komme til at skubbe til bjælkerne.
Jeg ved ikke, hvor længe vi sad dernede, men jeg husker, at da den værste larm var overstået, og det blev lysere, begyndte landbrugseleverne, som arbejdede i stalden, at sive ud, fordi de ville prøve at komme over til køerne, som stod brølende i stalden og ventede på at blive malket. Lidt senere listede husjomfruen, uden at tænde lyset, ud for at tænde op i det store komfur i køkkenet, så morgenmaden kunne blive klar til eleverne, når de var blevet færdige med morgenens arbejde i stalden, og så der blev så dejligt varmt derude, og alle vendte tilbage til dagens videre arbejde.
Min far, der var inspektør på gården, havde foruden ansvaret for gårdens store besætning på cirka 120 malkekøer foruden kalve, køer, kvier, heste med mere, også ansvaret og omsorgen for 14 unge landbrugselever og tre unge husholdningselever, som alle boede på gården. Det var som en del af ansvaret for blandt andet disse unge mennesker, at far havde indrettet flugtrummet.
"}, {"name" : "Erik Moeslund", "job" : "8 år under Besættelsen, boede i Iller, 88 år i dag og bor i Ans", "imgsti" : "erik_moeslund.jpg", "fuldtekst" : "Vi gik kun i skole hver anden dag på landet, og den dag skulle jeg ikke i skole og kunne derfor sove længe. Det forhindrede tyskerne mig imidlertid i. Mor kom meget tidligt og vækkede mig og sagde, at der kom en masse flyvemaskiner. Hun vidste, at jeg var vild med flyvemaskiner, men før Besættelsen var det blot så sjældent, at der kom nogle. Ganske vist kom ruteflyet, DDLs Fokker FXII, fra København/Aalborg til Ry flyveplads forbi hver dag, men den var så langt borte, at det næsten ikke kunne ses. Én af hærens biplaner kom en dag forbi, husker jeg. Mens jeg kiggede på, foretog den et højresving, og jeg skyndte mig ind til mor og råbte: “Mor, mor a so den drejet”. Så stor en oplevelse var det dengang. Senere kom jeg til at se mange flyvemaskiner, der ”drejede”.
Jeg kom hurtig ud af sengen, og vi så gennem et tyndt skydække en mængde fly i stor højde med kurs mod nord. Det var godt nok underligt, for så mange flyvemaskiner havde vi ikke i Danmark, vidste jeg.
Da trafikken stilnede af, listede jeg i seng igen, men snart efter var mor der igen. ”Nu kommer der vist flere, der er sådan en larm omme i syd”. Op igen og om bag stalden, hvor det lød til, at lyden kom fra. Straks efter kom der tre fly strygende i meget lav højde. Nu var Hans, Marie og far også kommet til, de var netop færdige med morgenmalkningen og havde hørt larmen. Der blev ved at komme fly, nu i træhøjde, nu var der ikke tvivl om, hvor de kom fra. Det hvide kors på vingerne og hagekorset på halerorene afslørede dem. Der stod jeg, rystende af kulde og af skræk i min pyjamas og havde lige pludselig set flyvemaskiner nok. Ville de smide bomber, eller skyde? Jeg havde jo hørt de voksne snakke om, hvad der var sket i Polen og andre steder. Far og Hans snakkede om, hvad det da var, som var ved at ske. Skulle de måske bare til Norge? Men så behøvede de da ikke at være så nærgående. Hans sagde: ”A trower nå godt a ku ha pillet nowe å dem nier, hvis a had hat mi rekylgevær”.
Men Hans havde ikke sit rekylgevær, og tyskerne fløj stadigvæk ”hækkeløb”, det vil sige meget lavt.
Mens der i byerne blev kastet flyveblade ned og opsat plakater med ”OPROB”, var vi på landet uvidende om situationen, indtil radioavisen omsider kom i gang. Herfra lød meldingen at: ”Tyske tropper har i nat overskredet den danske grænse og så videre”, og at kongen og statsministeren manede til ro og orden. Radioavisen meldte også, at der var beordret mørkelægning fra klokken 19, hvilket skabte stor aktivitet i de små hjem. Vi havde som de fleste på landet kun nogle tynde gardiner til at trække for om aftenen. Om eftermiddagen måtte mor så på cykel til Ans for at finde noget til at hænge for vinduerne. Min bedstemor i Ans havde en lille butik, hvor hun handlede med lidt af hvert, porcelæn, sæbe, legetøj og papirvarer, deriblandt også tapet. Her købte mor noget mørkt tapet, som kunne sættes op med tegnestifter og bruges som en foreløbig løsning.
Midt på dagen dalede luftaktiviteten noget, men om eftermiddagen kom der igen en ny bølge af transportfly. Nu var jeg blev mere modig og fandt ud af, at der vist ikke faldt bomber ud af flyene. Marie skulle vaske op, mens mor var i Ans. Det blev vist den længste opvask i mands minde, for hende og jeg gav os til at tælle flyvemaskiner ind imellem, jeg husker ikke, hvor mange det blev til. Avisen kom til aften med store overskrifter og påbud. Nu var der også indført pressecensur, det vil sige,. at tyskerne fra nu af bestemte, hvad aviserne måtte skrive om krigssituationen, og hvad der måtte siges i radioen. Vejrmeldinger blev straks sløjfet, for “fjenden” kunne jo ske at lytte med. I Avisens daglige vejrudsigt, kunne man i stedet læse, hvordan vejret havde været dagen i forvejen.
I mørkningen blev tapetbanerne så sat op i vinduerne i køkken og stue, jeg blev sendt ud for at se, om der var nogle sprækker, som lyset kunne slippe ud fra. Senere gik vi nu ikke så meget op i, om der var en sprække, hvor der kunne slippe en lysstribe ud.
Tapetløsningen var ikke holdbar i det lange løb, så far lavede nogle trærammer, passende til hver sit vindue. De blev herefter beklædt med kraftig sort papir. Heldigvis var det forår og lyst om aftenen, så i stalden klarede vi os uden mørkelægning. Der sat en skærm omkring lamperne, så de kun lyste ned på gangene. En begivenhedsrig dag var ved at være til ende, de voksne havde bekymrede miner, hvad ville fremtiden byde på?
"}, {"name" : "Thorkil Lindved", "job" : "4 år under Besættelsen, boede i Løsning mellem Horsens og Vejle, er 84 i dag og bor i Haderslev", "imgsti" : "thorkild_lindved.jpg", "fuldtekst" : "Det var en smuk forårsdag, solen skinnede og en stille, lun vind sendte dufte ind ude fra markerne. Min far var med skovl og spade ved at grave ud til en ny, større ajlebeholder, datidens gylletank. Pludselig blev der en larm. Store, sorte flyvemaskiner strøg lavt hen over himlen. De fløj meget lavt for ikke at blive set. Nogle fløj så lavt, at de fløj under højspændingsledninger, som var hængt op på vore marker.
Vi havde aldrig set flyvemaskiner før, derfor gjorde de et stort og farligt indtryk. Mor og far blev bange, og denne frygt forplantede sig til barnet.
Oppe på vores kære banelegeme, blev der hurtigt etableret tyske vagtposter. Efterhånden blev vi børn dog gode venner med de tyske soldater.
"}, {"name" : "Aase Jakobsen", "job" : "Boede på Fortunen mellem Lyngby og Klampenborg nord for København", "imgsti" : "aase_jakobsen.jpg", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 overraskede jeg min mor på badeværelset om morgenen og så, at hun græd. Det var så forfærdeligt, at der nu skulle være krig igen. Det var den eneste gang, min mor græd, mens vi børn så det. Der var ellers nok at græde over. Min far var vognmand, og allerede i september 1939 blev der lukket for kørsel med benzin til luksuskørsel, og min far og mor havde et turistbureau. At køre med turister var luksus. Så ingen benzin og ingen penge at tjene.
Det lykkedes min far at få lidt kørsel med arbejdere til Burmeister og Wain på Refshaleøen. Min mor fik indimellem arbejde ved kommunen med rationeringsmærker, og fordi vi havde en stor have, hvor vi kunne dyrke grøntsager og havde frugttræer og buske, kunne vi klare os. Hvis der ikke var andet at spise, kunne vi gå i Dyrehaven og finde svampe. Kunne vi bare finde to tågede tragthatte, var der et måltid til fem. Senere blev det værre.
Denne dag skulle min broder og jeg til skole med en bus 0705, og det kom vi. Men min lillesøster var kun seks år og lige begyndt i skole. Så da hun først skulle møde klokken 10, sendte min mor hende ikke af sted. Der var seks kilometer til skolen, og det forlød, at tyskerne var på vej til Fortunfortet, der var nær ved, hvor vi boede. Næste dag blev min mor skældt ud af skolens overlærer, fordi min søster ikke var kommet i skole.
"}, {"name" : "Henning Saugstrup", "job" : "8 år under Besættelsen, boede i Nordsalling, er i dag 88 år", "imgsti" : "henning_saugstrup.jpg", "fuldtekst" : "Det var overskyet, jeg stod ude på gårdspladsen sammen med mine forældre for at iagttage de lavtflyvende sorte tyske fly, som var på vej til Aalborg. Far havde en landejendom i Junget sogn på Nordsalling. Det var tiden, der skulle sås korn på markerne, jeg husker min far sagde, ”Gud ved, om det kan betale sig at så korn i år.” Det var en sætning, jeg ofte har erindret. Det var det, han tænkte den dag.
Junget havde en herregård, som før i tiden havde anselig størrelse, den lå helt ned til Jungetgård Strand. Der langs med Limfjorden er der dejlig sandstrand, men på sine steder er der også meget høje skrænter, det var der mellem Junget og Flovtrup. Oven på dem var der nogle høje, de blev kaldt Urhøjene, her havde tyskerne slået sig ned.
Der var en fantastisk udsigt, over fjorden kunne man se Strandby på Himmerland, man kunne se både til Hvalpsund og Fur samt en stor del af Salling. Ad luftlinje var der kun tre kilometer til mit hjem, så de var tæt på.
"}, {"name" : "Jørn Peter Lærkesen", "job" : "3 år under Besættelsen, boede dengang på Bornholm, bor i dag i Helsinge", "imgsti" : "joern_laerkesen.jpg", "fuldtekst" : "Mine forældre havde et landbrug, ”Kærhøj”, i Vestermarie syd for Almindingen, der boede vi sammen med min Bedstefar, Peter Smidt, han var sønderjyde og havde, som han sagde meget mod sin vilje, tjent som soldat under tre tyske kejsere. Han udtalte i 1939: ”Nu kommer de snart”. ”Sludder og vrøvl, Smidt, hvad skulle de dog komme her for?”, var svaret, han fik.
Han ville besøge sine børn i København i vinteren 1939-1940, inden Danmark blev besat. Det var ikke så lige til, på grund af isgang måtte skibet vende om gang på gang, til sidst fik de, der havde mod på det, lov til at gå i land over isen. Det gjorde min bedstefar så.
Den 9. april havde mor vaskedag. Fru Jensen var mødt op, og de to kvinder havde ordentlig gang i vaskebrætterne og lokalsladderen. Vort køkken var stort, og det tjente også som bryggers og vaskehus med gruekedel, opgang til loftet og dør ind til bedstefars lejlighed. Jeg var en purk på godt tre år, mors vaskedag var for mig et højdepunkt, og jeg fik lov at deltage med vridemaskinen med mere.
Døren til køkkenet gik op, der stod bedstefar, han så bare på mor med et blik som stadig sidder dybt i mig.
”Så er de her,” var hans eneste bemærkning, inden han gik igennem køkkenet og ind til sig selv.
Fordi det var vaskedag, havde mor ikke hørt radio og vidste derfor ikke noget om besættelsen af Danmark, til Bornholm kom vore ”beskyttere” nu heller ikke før den 10. april.
"}, {"name" : "Hans Rasmussen", "job" : "8 år under Besættelsen, boede dengang i Kliplev, 88 år i dag, bor i Uvelse", "imgsti" : "hans_rasmussen.jpg", "fuldtekst" : "Jeg forstod ikke helt, hvad der var i gære i tiden op til den 9. april, men jeg kunne godt fornemme, at der var noget alvorligt i vente, og folk, der havde været sydpå i de forgangne uger, kunne fortælle, at de havde set mange soldater og meget militært isenkram. Ét af tegnene på, at noget alvorligt var under opsejling, var, at der til Kliplev jernbanestation ankom en del dansk militært udstyr. Jeg husker navnligt et par motorcykler, der var udstyret med et – tror jeg – maskingevær i stedet for en almindelig sidevogn. Jeg tror, at en del af udstyret skulle stationeres på Søgård Kaserne, der lå tre kilometer sydøst for Kliplev. Det store spørgsmål blandt folk var: ”Hvornår kommer tyskerne?”
Tidligt om morgenen den 9. april – det var endnu mørkt – kunne vi høre, men på grund af mørket ikke se, tyske flyvemaskiner på vej nordpå. Danmark var nu besat. Senere på dagen, da kamphandlingerne var slut, så jeg de første tyske soldater. Der var tale om motorcykler med sidevogn. De blev modtaget af nogle tysksindede, der hilste dem velkommen ved at heile!
Desværre medførte kamphandlingerne, at en Kliplev-borger blev skudt. Der skete nemlig det, at Kliplev frivillige brandværn tidligt om morgenen den 9. april blev alarmeret på grund af brand på Lundtoftbjerg, en stor gård cirka tre kilometer sydøst for Kliplev. De frivillige brandmænd var sammen i tre biler kørt mod Lundtoft. På Hovedvej 10 bliver de stoppet af tyske soldater, der beordrer dem til at vende om. De gør, som de får besked på, men bilen med to brandmænd sakker bagud og en dansk kanongruppe, der skulle sikre danske soldaters tilbagetog, tror, at nu er brandbilerne passeret. Og da den tredje bil kommer, tror den danske gruppe åbenbart, at der er tale om et tysk køretøj og åbner ild. De rammer den danske bil, et projektil rammer brandmanden i panden, og han bliver dræbt på stedet. Hele byen blev selvfølgelig dybt berørt, da det blev almindelig kendt, hvad der var sket. Det var en stor tragedie for den efterladte hustru og 14-årige søn.
"}, {"name" : "Dorte Bach Andersen (født Bouet)", "job" : "boede i Brørup under Besættelsen, bor i dag i Aarhus", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Radioavisen den 9. april 1940. Der lød et brøl, og mine to søskende på tre og seks år troede, at det var en ko, der brølede, og lo højt, hvad jeg selvfølgelig så også gjorde. Men da vi så, at vores mor begyndte at græde, var vi klar over, at der var noget galt. Tunge flyvere fløj ind over byen Brørup, og snart blev der hængt sorte gardiner for alle vinduerne. I byen kom der flere steder uniformklædte tyskere med gevær over skulderen. Nu kunne jeg ikke bare løbe frit omkring, om aftenen var jeg så bange for, at der var en tysker, der stod med en pistol, når jeg stod på hvert andet trin. Efter den dag kunne jeg ikke længere bevæge mig frit.
"},{"name" : "Britta Busck Andersen", "job" : "bor i Løgstrup ved Viborg", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Vi var på vej til skole den 9. april, og da vi nåede til skolestien tæt ved Gladsaxe Skole, fløj nogle flyvemaskiner lavt hen over hovedet på os. De smed nogle hvide blade ud, som vi samlede op. Der stod noget, som vi 10-årige ikke forstod, men vi konstaterede, at de, der havde skrevet det, i hvert fald ikke var ret gode til at stave. Da vi kom ind i klasseværelset, sad vores unge afholdte klasselærer, Hr. Severinsen, på katederet – og græd! De fleste os havde aldrig set en voksen mand græde, så det gjorde indtryk. Han fortalte os så, hvad der var ved at ske med Danmark.
"}, {"name" : "Benthe Zier Mune", "job" : "10 år under Besættelsen, bor i Kolding", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "I løbet af min barndom havde vi to gange danske soldater boende hos os, så soldater kendte vi til. Krig derimod, vidste vi børn ikke, hvad var.
Skolen lå lige over for mit hjem på hovedgaden i Slangerup, og som sædvanligt blev jeg sendt i skole om morgenen den 9. april 1940. Jeg var ti år gammel og gik i 4. klasse. Midt på formiddagen fik vi pludselig besked på at gå hjem. Skolen lukkede. Vi var meget forundrede – det var ikke sket før. Da jeg kom hjem, stod alle beboerne i ejendommen på gårdspladsen uden for døren til vaskehuset. Her var barberens kone i gang med storvasken. Der var også barberforretning i mine forældres ejendom. De voksne så meget alvorlige ud og kiggede op mod himlen, hvor store mørkegrå flyvemaskiner fløj forbi i lav højde. Det var tyske maskiner på vej til Værløse Flyveplads, som lå tæt ved. Jeg var vant til, at alle var i arbejde, så jeg forstod ingenting. Tidligt om morgenen var Danmark blevet besat af den tyske værnemagt, og vi havde overgivet os. Gennem radioen blev folk opfordret til at forholde sig i ro. Livet skulle gå videre, men langsomt skete der ting, som også vi børn mærkede.
"}, {"name" : "Lis Jakobsen", "job" : "17 år under Besættelsen, boede dengang i Give, 97 år i dag, bor i Kgs. Lyngby", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 står helt klart for mig. Aftenen før gik jeg ind på min fars kontor for at sige godnat, men måtte vente lidt, da han var meget optaget af at høre radio. Så slukkede han radioen og sagde: ”I morgen kommer tyskerne”. Nå, tænkte jeg – hvordan kan han sige det så bestemt? Men jeg sagde godnat og gik op i seng – og sov godt! Men meget tidligt blev jeg vækket af larm fra flyvemaskiner, der fløj lavt over husene i Give, hvor vi boede. Fra min seng, der stod tæt op ad vinduet, kunne jeg se flyvemaskinerne, der cirklede rundt om byen og kastede noget ud. Jeg stod op og gik ned i køkkenet, hvor min mor stod. Hun græd og sagde: ”Det er tyskerne.” Dem hadede hun af et godt hjerte, for hun huskede dem jo fra Sønderjyllands skæbne.
Jeg gik ud og samlede noget af det nedkastede materiale op. Det var grønne sedler med ”Oprop” til det danske folk, skrevet på dårligt dansk. Derefter skyndte jeg mig hen til mit lille kontorjob hos byens eneste sagfører. Han og jeg fik meget travlt med at klippe og tilpasse sorte papirmørklægningsgardiner. Hvilket den lille bys øvrige indbyggere også havde travlt med. Gennem radioen havde vi fået besked om, at alle vinduer i det ganske land skulle mørklægges, så intet lys trængte ud om aftenen og natten. På forunderlig vis havde forretningerne i byen allerede fået et større parti mørklægningsmateriale hjem. Formentligt var det god terapi for et chokeret og lammet folk at arbejde med et praktisk arbejde. Og ellers gik dagen stille og fredeligt. Man hørte radio og mødtes med venner og naboer til stilfærdig snak. Jeg syntes, det var en ægte sorg, der prægede folk.
"},{"name" : "Anna Lund", "job" : "17 år under Besættelsen, boede i Ikast, er i dag 96 år", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Som 17-årig husassistent boede og arbejdede jeg på en gård i Ikast hos Kirstine og Rasmus Jakobsen. Der boede også en datter og tre karle. Det var et godt, troende hjem. Rasmus var borgmester – derfor tre karle. I mit hjem var vi syv søskende, og jeg var den ældste af tre piger. Vi fik ikke lov til at gå ledige, og Rasmus’ kone festede mig for 35 kroner.
Hver morgen klokken seks vækkede karlene os alle ved banken på en spand. Det gjorde de også den 9. april 1940. Så i tøjet og malkekitlen på. Mit morgenjob var at malke 30 køer efter ”maskinemalkning”, og derefter ud i det fri, hvor lyden af larmende fly og synet af disse utallige sorte, lavthængende maskiner gav os et chok. Alle var hurtige til at komme til morgenbordet i folkestuen. Her hørte vi Kong Christian X kommentere situationen om, at Danmark var besat, og at vi skulle overgive os. Der var en trykket stemning, og Rasmus Jacobsen holdt andagt og lagde alt sammen i Guds hånd.
Der fulgte en utryg tid med luftalarm, sabotage, mangel på alt og rationering. Anders, min forlovede, kom på besøg. Det var dejligt, selvom ”trædæk” på cyklen og luftalarm kunne drille. Med udsigt til vores bryllup fandt jeg en kjole i Herning, og jeg cyklede hjem med kjolen på bagagebæreren. Jeg var glad, men mor og far fik noget at se til: De blev beordret at have gæster, og 30 tyskere blev indkvarteret i laden og befalingsmændene inde i huset. Det var isnende koldt, og mor kogte æg til dem i laden – men kun til dem.
Vi lyttede meget intenst med i radioen, for Anders lå inde som soldat i Sønderborg. På eget initiativ var der nogle fra hans hold, som drog til grænsen og kæmpede – for flere af dem med døden til følge. Anders var syg og lå på lazarettet, og vi, hans nærmeste, var meget glade, da han blev rask igen.
"}, {"name" : "Karen Steffensen", "job" : "13 år under Besættelsen, boede i en forstad til Nørresundby", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Med mine forældre boede jeg 9. april 1940 i en forstad til Nørresundby, nabo til Aalborg Lufthavn. Vi blev vækket tidligt af et øredøvende spektakel fra tyske transportfly, som fløj lavt over os for at lande i lufthavnen. En halv time senere stod tyskerne på gaden. Mine forældre havde på stedet en biograf. Den beslaglagde tyskerne til indkvartering, dog kun for en nat. Vi så dem hele dagen strømme til byen.
"}, {"name" : "Anne Lise Nilsson", "job" : "9 år under Besættelsen, boede i Søborg", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Som altid var vi tidligt oppe på Kiplings Allé 35, også denne 9. april 1940. Det var en smuk solskinsmorgen, trods vi kun skrev april måned. Jeg lå i mine forældres soveværelse, mine to brødre på henholdsvis 19 og 16 år var sammen med min far gået ud på vejen, hvor der var en voldsom larm, som blev ved og ved.
De kom ind og fortalte, at det var tyske flyvemaskiner. Jeg var ni år og kan stadig genkalde mig lyden af de tunge maskiner. Jeg blev sendt i skole, vores overlærer samlede alle eleverne i gymnastiksalen og fortalte, at Danmark var blevet besat af tyskerne, og at vi skulle gå hjem og komme igen næste dag. I slutningen af Besættelsen blev vores skole benyttet til tyske flygtninge.
"}, {"name" : "Johannes Dybro", "job" : "10 år under Besættelsen, boede dengang på gården Tyrsig i Sindal, 90 år i dag, bor i Herning", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg sov sammen med min storebror, som er et år ældre end mig. Vi vågnede klokken 6 denne 9. april ved en forfærdelig larm i luften uden for vores vindue. Da vi fik vinduet op, så vi de mange flyvemaskiner, der fløj mod nord.
Vi fik hurtigt tøjet på og gik ud i kostalden, hvor vores forældre var i gang med at malke de 12 køer, som vi havde på gården. Vi fandt vores forældre uden for kostalden, hvor de stod og kiggede op på de mange sorte flyvemaskiner. Da vi spurgte vores far om, hvad der var på færde, sagde han, at det var tyske fly, som var på vej til Norge.
Efter morgenmaden gik vi til skole, som vi plejede. Vores lærer begyndte med at fortælle, at han i radioen havde hørt, at Danmark var blevet besat af tyskerne i løbet af natten. Han var meget bevæget og stod foran os og græd. Vi blev sendt hjem fra skolen for at møde op næste dag.
"}, {"name" : "Peter Aage Bak", "job" : "Boede på familiens gård tæt på Gudenåen, bor i dag på Bornholm", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Det var en lys aprilmorgen den 9. april på en gård ikke ret langt fra Gudenåen. Vi havde spist vores havregrød og et par stykker rugbrød og vel drukket mælk til. Far havde læst det sædvanlige andagtsstykke af Rosenius. Overskriften var ”Komme dit rige”, og jeg ved det, for jeg har bogen endnu.
Så gik karlene ud til deres arbejde, mens jeg fulgte med far ud på gårdspladsen. Så kom der flyvemaskiner. Store – sådan virkede det på mig, en femårig, rødhåret knægt – sorte flyvemaskiner. Og flyvemaskiner havde jeg aldrig set før. De havde et underligt kors malet på undersiden af vingerne, sort med lige lange arme og en smal guldkant omkring. Det er i hvert fald sådan jeg husker det.
Jeg holdt min far i hånden og spurgte ham flere gange, hvad det var, men han svarede ikke et ord. Der kom endnu en maskine. Den fløj ganske lavt hen over skorstenen på Fiske-Frederiksens gamle bindingsværkshus ovre ved vejen. Det så ud, som om skorstenen rystede, men den var måske også lidt skrøbelig. Flyvemaskinen havde to sæt vinger oven over hinanden. Jeg spurgte far igen, men fik intet svar. Så gik jeg ind og læste lidt i ABC-bogen sammen med min mor, for jeg skulle snart begynde i skole. Men far tog cyklen og kørte op til Brugsen i Vindum og købte en stor Telefunken-radio, som han kom hjem og stillede oven på et skab i stuen. Sådan kom vi til at høre Pressens Radioavis og senere også BBC med ”Her er London”.
"}, {"name" : "Ib Nordby", "job" : "10 år under Besættelsen, boede dengang i Esbjerg, 90 år i dag, bor i Egtved", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg husker den arpilmorgen som kold og klar. Klokkeslettet husker jeg ikke, men det var før normal ”stå op-tid”, og min far og mor var oppe. Jeg stod i vores soveværelse, da jeg hørte stærk motorstøj. Jeg løb hen til soveværelsesdøren og så ud mod øst – og der kom de – en fire-fem tyske jagermaskiner, og noget hvirvlede ned fra dem. Masser af grønlige papirslapper. Far gik ned på gaden og kom tilbage med et ”Oprob! Til Danmarks soldater og Danmarks Folk”. Hovedindholdet var et sammensurium af dansk og norsk og fortalte, at nu ville tyskerne forsvare os mod engelske ”overgreb” – det ville den tyske hær og flåde tage sig af.
Overflyvningerne fortsatte, og mærkværdigvis blev vi sendt i skole, men hjem igen. En form for rådvildhed og usikkerhed følte vi børn hos de voksne, der samledes i grupper foran husene – et lille intermezzo foran vores hoveddør, husker jeg. Her kom mange meninger frem, og slagter Sillasen fremlagde højlydt sit syn på situationen: ”Nu ka’ vi bare vente og se – om et par timer har vi englænderne her” – en spådom, som dog først skete fyldest den 8. maj 1945, da der holdt en jeep i vores gade!
"}, {"name" : "Grete Nordby", "job" : "10 år under Besættelsen, boede dengang i Esbjerg, 90 år i dag, bor i Egtved", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 9. april fløj de tunge bombemaskiner lavt over vort hus i Esbjerg på vej mod Norge. Min far drejede febrilsk på den gamle radio for at finde en engelsk station, der kunne forklare, hvad der skete. Uro havde nok hersket længe.
I den kolde, solrige morgen kom en bekendt løbende til os kun iført elegant kimono og røde fløjlsmorgensko med hæle og duske. Hun var helt ude af den, mens jeg ikke kunne få øjnene fra hendes pragt. Så lød kongens ord i radioen. Min far ilede til sit arbejde på politimesterkontoret, og jeg blev sendt i skole, kun for at stille op til indmarch i klassen og derpå sendt hjem igen. Man vidste hverken ud eller ind.
"}, {"name" : "Elin Errebo Jensen", "job" : "14 år under Besættelsen, boede dengang i Fredericia, 93 år i dag, bor i Vester Skerninge", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Da mor kørte klokken 6.30 for at møde på sit arbejde den 9. april 1940, kunne hun ikke forstå, at der marcherede så mange soldater.
Da hun kom ind til Fredericia, tog hun mod til sig og spurgte nogle soldater, der stod i en klynge med geværerne parate. ”Leger i krig?”, spurgte hun. ”Nej, det er fuld alvor, kan du ikke se, at de marcherende soldaters uniformer er grønne?”, svarede de. Da blev mor bange, hun skyndte sig videre til fabrikken og fik her bekræftet, at tyskerne havde besat Danmark.
Far skulle møde sent den dag, så jeg var ikke alene med lillesøster Lissi, men mor kom hjem ud på formiddagen helt opløst i gråd – hun havde jo oplevet Første Verdenskrig og var bange for, hvad der nu skulle ske med os alle her i Danmark.
"}, {"name" : "Marianne Stürup Egede Glahn", "job" : "14 år under Besættelsen, boede dengang i Nakskov, bor i Virum", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Min tydeligste erindring fra den 9. april er de tyske flyvere, der i lav højde fløj hen over husene og nedkastede deres ”Oprop”, hvori de opfordrede os til ro og orden. Da samme opfordring kom fra regeringen, og så vidt jeg husker også fra vor konge Christian X, var den største forandring på det tidspunkt, at vi skulle anskaffe mørklægningsgardiner. Den dag oplevede jeg i Nakskov, hvor vi boede på det tidspunkt.
"}, {"name" : "Kirsten Olsen", "job" : "7 år under Besættelsen, boede dengang i Vestjylland", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg var 7 år, og jeg boede i Vestjylland på en gård sammen med mine ni søskende og min mor og far.
Vi kom hjem fra marken og stod på gårdspladsen og tog vores gummistøvler af. Det var klokken 12 middag, vi skulle ind og spise. Så hørte vi en brummende lyd, som blev stærkere og stærkere, og så kom der to sorte flyvemaskiner meget lavt hen over gården. Det må have været de første flyvemaskiner, jeg så. Min far stod ganske forstenet i lang tid på gårdspladsen, før han sagde: ”Så er der krig i Danmark.” De ord har jeg aldrig glemt.
"}, {"name" : "Svend Christian Bryld", "job" : "13 år under Besættelsen, boede ved Genner Fjord mellem Haderslev og Aabenraa", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 kom de tyske transportfly sydfra og dykkede ned over Sønderballehoved. Jeg gik på Sønderballe Skole dengang. Flyene havde hver en svæveflyver på slæb med tropper i. Min familie og jeg boede på nordsiden af Genner Fjord, så jeg mindes faktisk ikke, at vi mærkede så meget til selve den 9. april. Der, hvor vi boede, havde vi hverken strøm eller vand, kun en radio, den slags med batterier, man tog ind og ud. Men det rygtedes hurtigt, at Danmark var blevet besat, beskeden blev overbragt fra mund til mund.
Senere byggede tyskerne en barak ude ved fjorden på nordsiden af Sønderballehoved, og dér sejlede ubådene ind og fik deres batterier ladet op. Efter krigen blev den brugt af kommunen som feriekoloni.
"}, {"name" : "Holger Lænkholm", "job" : "knap 5 år under Besættelsen, boede dengang på Als", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Min far var i 1940 præst i Nordborg på Als, og vi boede i byens præstegård. Meget tidligt om morgenen blev vi vækket af flyvemaskinelarm. Larmen var så kraftig, at vi kunne forstå, at det ikke bare var et enkelt fly, men adskillige, Det Tyske Luftvåben. Mine forældre, min storebror, godt syv år gammel, og jeg, knap fem år gammel, løb ud på græsplænen for at se, hvad der skete. Mine forældre vidste formentlig godt, hvad klokken var slået, vi drenge syntes bare, at det var meget spændende. Men vi mærkede meget hurtigt alvoren hos vore forældre, og krigen blev snart en del af vores hverdag.
Min mor var født i Haderslev i 1906, og begge mine forældre var dybt engagerede i det sønderjyske arbejde gennem den daværende ”Det Unge Grænseværn”. De var bekymrede for, hvad der ville ske med det Sønderjylland fra Kongeåen til den nuværende grænse, som blot 20 år tidligere var blevet dansk igen.
Der gik nogle få dage, inden de tyske soldater kom til Nordborg. Men de kom, fem-seks soldater i en åben mandskabsvogn. Den stoppede i Skomagergade, hvor soldaterne stod ud for at strække ben. Hurtigt var der en lille flok børn fra byen, der samlede sig om bilen, deriblandt min storebror og jeg. En tysk soldat fik øje på mig, gik hen til mig, løftede mig op og gav mig et kys på kinden, satte mig ned igen og satte sig op i vognen, der kørte væk. Soldaten har nok derhjemme haft en lille dreng, som jeg mindede ham om.
Min storebror spottede straks det landsforræderiske, jeg havde gjort mig skyldig i: Han styrtede hjem til præstegården. Jeg forstod ikke, hvad der foregik, så jeg løb bare efter ham. Da han kom ind i huset, råbte han: ”Mor, mor! Holger har kysset en tysker!”. Min mor sagde ikke noget, gik blot hen og gav mig et knus. Og så var den sag overstået.
"}, {"name" : "Elisabeth Sæderup", "job" : "22 år under Besættelsen, boede dengang i Haderslev", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Her er min oplevelse af 9. april 1940, en dag, jeg aldrig glemmer. Jeg var under uddannelse på Haderslev Statsseminarium, og jeg boede i et kvistværelse på 2. sal i et hus ved Hovedvej 10, der dengang gik ned igennem byen. Hen på natten til 9. april blev jeg vækket af et voldsomt brag, som jeg tolkede som en voldsom trafikulykke, og jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Jeg så da en officer og en klynge menige stå under træerne i en lille park på den anden side af vejen. Pludselig smed de sig ned på jorden, og en flyvemaskine strøg forbi lige ud for mit vindue.
Da forstod jeg, at noget helt alvorligt var på færde, så jeg søgte hen til det tryggeste sted, jeg kendte – seminariet. På vejen så jeg en række blå grænsegendarmer gå oppe ved et hegn og inde på kasernens område, der ligger som genbo til seminariet, var der helt tomt. Mange af mine kammerater var også mødt op, og nogle havde tyskernes ”Oprop” med. Nogle havde hørt, at soldaten i vagttårnet på kasernen var blevet skudt, andre sagde, at der blev kæmpet syd for byen, og på et tidspunkt kom så meddelelsen over radioen om, at Danmark havde kapituleret og nu var besat af Tyskland. En sort, sort dag! Og hvad med fremtiden? Indlemmelse i et tysk storrige, hvis Hitler vandt krigen? En ubærlig tanke, men på det tidspunkt ikke usandsynligt.
Det føltes næsten absurd, at solen brød frem, og det blev den første rigtige forårsdag, der lokkede os ud i en by, hvor alt så roligt og fredeligt ud. Hvad det havde kostet i unge menneskeliv, fandt vi først ud af senere. Men om aftenen vendte mørket tilbage. Højtalere i gaderne beordrede mørklægning, og med sort papir om pæren kom også alle de bange tanker og sorg over Danmarks skæbne. Den nat, hvor den tyske hær også startede sin færd nordpå ad A10 med sit rumlende og skramlende materiel, ligger stadig dybt begravet i min erindring.
"}, {"name" : "Inger Nordberg-Hansen", "job" : "Født 1931 på Marienberg skole i Vordingborg, bor i dag i Sorø", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Min far var lærer på skolen og havde derfor embedsbolig på 1. sal. En lejlighed, hvorfra man kunne se Storstrømsbroen. Den 9. april blev vi klokken 6.45 vækket ved kraftig støj af flyvemaskiner. Vi samledes i stuen og kunne nu se faldskærmstropper blive kastet ned over Storstrømsbroen. Det var et fantastisk syn, som jeg endnu har tydeligt på nethinden. Stor rådvildhed og angst greb os – for hvad nu?
Vi skulle jo i skole, for os var det bare ned ad trapperne. Efter en time sendte overlæreren os alle hjem igen.
I løbet af dagen og de følgende dage blev der bygget en platform på den højeste bue på broen og opstillet et vagthus, en kanon og lyskastere. Soldaterne invaderede byen og besatte Vordingborg kaserne.
Samme aften begyndte min far at sætte mørklægningsgardiner op. Næste dag fortsatte skolelivet, og man indstillede sig på de nye forhold. Vi boede som sagt i en lejlighed på skolen sammen med overlæreren og en lærerinde.
"}, {"name" : "Hans Harboe-Hansen", "job" : "Boede i Rungsted under Besættelsen, bor i Skårup", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "I foråret 1940 gik jeg som kostelev i 2.g på Rungsted Statsskole. Om morgenen den 9. april blev vi kostelever som andre på egnen vækket tidligt ved kraftig larm fra fly. På vores værelse på 1. sal gik mine to kontubernaler og jeg til vinduet og kunne over et skovområde mod vest se en formation af militærfly på vej sydover. Optimistisk forklarede jeg mine kammerater, at det måtte være nye, danske jagerfly, der omsider var kommet til landet. Jeg havde nemlig tidligere læst, at ved det lapperi på den mangelfulde forsvarsordning af 1932, som man fra politisk side havde vedtaget i 1937, var der bevilget midler til indkøb af moderne jagerfly til både Hæren og Søværnet fra henholdsvis Tyskland og England.
Snart blev jeg dog revet ud af min vildfarelse. Eksemplarer af de små grønne sedler med det tragikomiske ”Oprop”, som tyskerne fra luften spredte over landet, nåede også Rungsted, og husker jeg ret, kunne rektor allerede ved morgenbordet berette, at landet var besat og dansk modstand indstillet, et budskab han gentog ved samlingen af kost- og dagelever til morgensang, hvor han også meddelte, at undervisningen ville fortsætte efter skemaet. Forståeligt nok kneb det på denne dag med at koncentrere sig om det rutinemæssige, og jeg benyttede en del af tiden til at nedfælde mine tanker og følelser i et digt. Heri symboliserede jeg Danmark og dets historie ved en gammel eg i en dal liggende i en udsat egn med talrige storme, uvejr med torden og lynnedslag, der gik hårdt ud over egen – og dog:
Men kun Grenene styrted’ fra Stammen,
thi den selv med sit stenhaarde Ved
trodsed’ Storme og Uvejr og Rædsler
og skød Skud gennem Tiderne ned.
Og man tro’de at Egen var hævet
over Skiften i Maanens Skive;
men dens Ved blev med Aarene frønnet
og dens Grene blev visnende Dødsskud.
Saa da Uvejret atter sig meldte
og drog hen over Dalen med Egen,
lod den stille sig flænge af Lynet,
mens hvert Blad saa mod Forsynet ud.
Nu Ruinerne kun staar tilbage;
men kan de skyde nye Skud?
Anden Verdenskrig er den livsoplevelse, der står skarpest i min erindring. Jeg var en lille pige på 8 år, da krigen brød ud, og jeg skrev i tiden derefter i min dagbog, hvad jeg følte. Her er, hvad jeg skrev i tiden efter 9. april om mit hidtidige liv i barndomshjemmet i Blåvand:
”Fra et liv i tryghed og harmoni, fyldt med kærlighed, omsorg, fred og ro, fuglesang og en luft, der var ren og fyldt med vestenvind og duften af hybenroser til et liv med utryghed, angst, uro og en larm, der jog fuglene bort, og som ødelagde Vesterhavets og hybenrosernes helsebringende lyde og dufte.”
Dette er i store træk, hvad jeg husker og stadig føler om krigen, der ødelagde min barndoms tryghed og livsglæde.
"}, {"name" : "Thea Hessellund", "job" : "9 år under Besættelsen, 89 år i dag, bor i Esbjerg", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Det begyndte egentlig den 8. april, da min brors kammerat Lenhardt Rasmussen fortalte min mor, at tyskerne stod lige syd for grænsen – cirka 23 kilometer fra mit hjem. Jeg kunne se på mor, at hun blev ked af det, og jeg spurgte hende: ”Hvad betyder det?” Min mor svarede: ”Ja, så skal far måske i krig.”
Næste morgen vågnede vi til lyden af flyvemaskiner. ”Ja, nu er vi i krig,” sagde far. Vi var fire søskende, der skulle i skole. På vejen til skolen var vi optagede af at tælle de mange fly, der fløj hen over vores hoveder. De var jo et sjældent syn for os. Undervejs så jeg også, at gårdmændene Hans Andersen, Hans Jørgen og August stod og talte alvorligt sammen. Det lagde en dæmper på mit humør. I skolen samledes vi med vore lærere, men blev hurtigt sendt hjem. Vi gik dog ikke hjem. Nej, vi var en flok som fortsatte ned mod jernbanen. Bommen var nede, og mange togvogne kørte forbi fyldt med soldater. De vinkede – det gjorde vi ikke!
På den anden side af banen stod maler Nielsens kone og råbte. Hvad hun råbte, kunne jeg ikke høre, men senere fortalte man, at hun råbte: ”Wir sind befreided.” Maler Nielsens var hjemmetyskere, men det var ikke noget, vi overhovedet tidligere havde tænkt over.
"}, {"name" : "Rigmor Sørensen (født Pedersen)", "job" : "14 år under Besættelsen, boede i Egense, 94 år i dag, bor i Mou", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9. april havde vi travlt med at gøre os klar til at komme med rutebilen til Aalborg, hvor mine to storebrødre og jeg gik i skole. Fra tidlig morgen havde vi hørt den dybe brummen og også set enkelte fly, der fløj så lavt hen over Egense, at vi tydeligt kunne se hagekorsene under deres vinger.
Vores far var bekymret for at sende os til Aalborg og havde derfor haft ringet ind til Stifttidende for at få oplyst, hvad der foregik. Det kunne man ikke fortælle ham, men der blev dog sagt, at alt var stille og roligt inde i midtbyen, så vi blev alligevel sendt afsted. Vi blev læsset af ved skolen, som var en privatskole med elever fra hele oplandet. Det var tyskernes besættelse af Danmark, vi blev vidner til, og selvom det gik stille og roligt for sig, var der alligevel en spændt og usikker stemning, så forstanderparret og lærerne besluttede at sende alle os elever hjem igen.
De fulgte os fra Rantzausgade, hvor skolen lå, til rutebilstationen. Vi gik på fortovet, og vi kunne se tyske bevæbnede køretøjer køre frem og tilbage og enkelte kolonner til fods. Det var en spændende gåtur. Jeg husker især Vesterbro med et maskingevær opstillet ved nedkørslen til rutebilstationen, så de kunne beskyde hele gaden op til brolandingen. Jeg tror ikke, vi var så interesserede i at blive sendt hjem. Men hjemturen blev også spændende – mens vi kørte hjemad, fløj tyskerne stadig hen over os mod Aalborg, og man har senere sagt, at de fløj tropper til Aalborg, hvorfra de blev sejlet til Norge for at deltage i besættelsen af Norge.
"}, {"name" : "Ib Ross Niklassen", "job" : "13 år under Besættelsen, boede dengang i Aalborg, 93 år i dag, bor i Skjern", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg vågnede ved 6-tiden i mit værelse ved en forfærdelig, konstant larm og skyndte mig ind til min mor og far, der begge stod og kiggede ud af vinduerne. Vores villa var Plantagevej 5 i Hasseris, og huset havde en dejlig stor altan med den fineste udsigt over Limfjorden og øen Egholm og landskabet omkring Lindholm, og med første parket til lufthavnen, som vi med en god kikkert havde på rimelig nær hold. Og derovre skete ting og sager. Maskinerne kom i en lind strøm lige ind over vort hus for at lægge an til landing. Cirka en halv time senere – nok efter påfyldning af brændstof – lettede maskinerne og fløj nordpå ud af vor horisont.
I radioen kunne vi høre, at vi var blevet besat, og tyskerne havde nedkastet et ”Oprop” om, at vi skulle gøre, som vi plejer. Efter fælles rådslagning tog far ind på kontoret, og mine to søstre og jeg cyklede i skole. I Klostermarksskolen samlede skolebestyrer Stæhr os – redegjorde for situationen og holdt som sædvanlig en kort andagt, og vi sang ”Altid frejdig, når du går” og i dagens anledning også ”Kong Kristian”, og så bad han os om at gå lige så stille hjem, og hvis vi ikke hørte andet, skulle vi mødes til almindelig skolegang næste dag.
Men vi 12-13-årige knægte havde hørt noget om, at Limfjordsbroen var besat, så selvfølgelig skulle vi via Reberbansgade ned og se, hvad der foregik. Og ganske rigtigt – to maskingeværreder lå på maven og kunne bestryge Vesterbro og Borgergade. Hvor længe de lå der, ved jeg ikke, for en kammerat og jeg ville hjem på vores altan og tælle flyvemaskiner. Den ene skulle tælle landinger, og den anden de maskiner, der lettede. Jeg husker ikke længere, hvilke tal vi endte på. Mørklægningspapir med mere skulle jo også etableres straks. Det blev en yderst spændende dag, jeg der oplevede.
"}, {"name" : "Gunnar Engelst Nielsen", "job" : "5 år under Besættelsen, 85 år i dag, bor i Redsted på Mors", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 var vi i gang med at køre ajle ud på marken i en 500 liters trætønde. Far sad foran på tønden og styrede, jeg sad bagved og skulle se efter, når tønden var tom. Pludselig dukkede nogle grimme sorte flyvemaskiner op på den sydlige himmel, hverken dyr eller mennesker havde set noget lignende. Hestene stejlede, så far havde besvær med at komme hjem til gården, hvor dyrene blev sat i stalden. Far gik med bøjet hoved ind til mor: ”A truwer æ tysker haa taan Danmark”. Så bøjede begge deres knæ ved siden af divanen og bad Gud passe på Danmark og vores lille familie på fire.
"}, {"name" : "Erik P. Nielsen", "job" : "7 år under Besættelsen, boede ved Ringkøbing, 87 år i dag", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Efter en meget kold vinter, hvor vi gik de cirka fire kilometer til skole hver dag, var vi i skole klokken 8.30 til 15. Vi oplevede en stille formiddag i skolen denne dag, men ved middagstid kom førstelæreren ind i klassen og fortalte, at Tyskland havde besat Danmark, og vi skulle sendes hjem fra skolen nu. Vi skulle være forsigtige, da der var tyske soldater omkring Ringkøbing. Vi skulle nok få besked, når vi igen skulle møde i skolen.
Vi var tre søskende, der var i skole denne dag. På vej hjem oplevede vi mange tyske flyvemaskiner over os, vi blev bange, men fortsatte alligevel turen hjem. Cirka en kilometer fra mit hjem oplevede vi flere flyvermaskiner kredse over Velling plantage, Schubert plantage og Noklit plantage for at se, om der var danske soldater gemt der. Det gjorde os bange endnu en gang.
Men godt var det at være hjemme igen. Far og mor havde fået besked fra en nabo, som havde radio, og som fortalte, at Danmark var blevet besat af Tyskland, som nu var på vej til besættelse af Norge. Naboen fortalte, at alle vinduer skulle mørklægges inden aften, og ingen måtte færdes ude om aftenen. Mit hjem havde ikke el indlagt, så det blev helt andre tider for os. Efter tre dage skulle vi møde i skolen igen, og førstelæreren fortalte os, hvad der var sket. At Danmark havde overgivet sig til Tyskland, og at Tyskland havde kontrol over Danmark.
"}, {"name" : "Ester Dahl", "job" : "Født i 1934, Boede ved Daugbjerg vest for Viborg, bor i dag i Thisted", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg husker ret tydeligt den dag. Vi vågnede tidligt om morgenen ved, at flyvemaskiner fløj over gården. Vi var nok klar over, at de var tyske, og at der var noget særligt på færde. Mine forældre stod op og gik udenfor for at se, hvad det var, for det var ret usædvanligt, at der kom så mange flyvemaskiner. Jeg selv var syg og måtte ikke stå ud af sengen, så jeg kunne ikke gå ud og se, hvad der foregik.
I løbet af formiddagen fik vi tændt for radioen og blev da klar over, hvad der var sket, og at Danmark var blevet besat af tyskerne.
Overflyvningerne fortsatte hele dagen. Målet for disse flyvninger var nok for en dels vedkommende Karup. Her anlagde tyskerne ret hurtig en flyveplads, og der var ikke så langt i luftlinje fra os.
I løbet af dagen kom der instrukser i radioen om, hvordan vi skulle forholde os – for eksempel med mørklægning om aftenen. Min mor fandt tæpper til at hænge for vinduerne, indtil vi kunne få anskaffet sorte mørklægningsgardiner.
Ud på eftermiddagen kunne vi høre en mærkelig rumlen. Lyden kom fra hovedvejen. Min far gik ned for at se, hvad det var, men kom ret hurtigt igen og kunne berette om lange kolonner af tyske soldater, biler, motorcykler og krigsmateriel, som var på vej mod Viborg. Jeg kunne mærke mine forældres ængstelse og usikkerhed og var klar over, at der var sket noget rigtigt alvorligt.
Min mor havde altid næret et indgroet had til alt, der var tysk, hvilket nok skyldtes, at hun havde kendt sin farfar, som var med i krigen i 1864, og hun havde også oplevet Første Verdenskrig.
Jeg synes endnu, jeg kan mærke den trykkende stemning, der herskede om aftenen, da vi havde fået mørkelagt alle vinduer. Der var vel også en følelse af skam, fordi vi således havde ladet os overrumple – og tillige afmagt, usikkerhed og frygt for, hvad der herefter skulle ske med landet og med os.
"}, {"name" : "Birte Holst MacIntyre", "job" : "81 år i dag, bor i Aarhus", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Min far var sognepræst i Lundum/Hansted sogne. Netop den 9. april havde han og min mor besluttet at tage til København for at besøge min mors forældre, blandt andet for at fortælle dem, at de ventede deres fjerde barn.
De stod tidligt op og hørte og så en hel del tyske flyvemaskiner. De lyttede til radioen klokken 6, men der blev ikke sagt noget, så de mente flyene nok skulle til Norge, som der var rygter om, at tyskerne ville besætte. De læssede så bilen, en lille Ford Junior med tre børn på fem, to og et år samt nabopræstens kone, Fru Raagaard, der også skulle besøge sin familie i København. Hvordan man fik sig indrettet, ved jeg ikke – det var før, der var påbudt sikkerhedsseler til børn.
Turen gik fint til Lillebæltsbroen, og først der gik det op for min far, at der var noget galt. Der stod adskillige tyske soldater ved vejen, og på nogle flagstænger hang der hagekorsflag. Bilen blev stoppet, min far rullede vinduet ned, og en tysk soldat stak hovedet ind, hvad der fik min storebror til at stikke i et vræl. Soldaten sagde, at man gerne måtte fortsætte til København, men min far bestemte at køre hjem igen. Han har været edderspændt rasende, min mor ked af det, fru Raagaard bekymret, ungerne sikkert skrålende.
Vel hjemme sørgede min far for, at den store flagstang, der stod midt foran præsteboligen, omgående blev taget ned og gemt på gårdens høloft. Han ville ikke risikere, at tyskerne tog præsteboligen, der ligger meget flot og højt, til kommandocentral og med et hagekors flagende fra flagstangen.
"}, {"name" : "Erik Bisgaard", "job" : "5 år under Besættelsen, boede dengang i Ulfborg, 85 år i dag", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Min far var trafikekspedient – det vil sige, at han var ansat ved DSB på jernbanestationen i Ulfborg. Den 9. april 1940 havde min far morgenvagt på stationen og skulle møde klokken 05.30. Da han låste sig ind på kontoret, tikkede telegrafen, og han gik straks hen for at læse den indgående meddelelse. Det var den nedslående information, at tyske tropper tidligt om morgenen havde overtrådt den tysk-danske grænse og var på vej op i Jylland, og meddelelsen lød også på, at der blev ydet modstand fra flere af de danske militære enheder i Sønderjylland.
Min far gik straks op på 1. sal, hvor stationsforstanderen havde privatbolig. Han bankede på døren, og ud kom såvel stationsforstanderen som fruen i nattøj for at se, hvem der vækkede dem så tidligt. Min far fortalte om meddelelsen, han havde modtaget, hvortil stationsforstanderen sagde, at han straks ville klæde sig på og komme ned på kontoret, for det var umuligt at forudsige, hvad dagen ville bringe.
Morgenen forløb som alle tidligere morgener. Togene kom og gik planmæssigt, og da morgentrafikken var afviklet, cyklede min far hjem for at få formiddagskaffe. Han fortalte min mor om den indgåede meddelelse, og de var begge meget bekymrede for fremtiden. Da jeg vågnede, kom min mor ind i soveværelset og så meget bekymret ud. Jeg fornemmede stemningen, selvom jeg selvfølgelig ikke forstod ret meget af det. Jeg stod op, blev klædt på og fik morgenmad, hvorefter jeg på min lille cykel kørte rundt i gården og ud til vejen og med store undrende øjne så de mange tyske flyvemaskiner, som overfløj området på vej nordpå.
Allerede om eftermiddagen ankom et tysk særtog med såvel soldater som køretøjer og udrustning. Tyskerne var velorienterede om stationen – de vidste, at der var ramper, så de kunne læsse ud såvel fra vognenes langside som fra enderne. Det sidste havde betydning for deres mange køretøjer. Tyskerne havde for længst planlagt, hvor deres ”kaserne” skulle opføres; det var på en nabogrund til byens kommuneskole.
"}, {"name" : "Synnøve Lien", "job" : "14 år under Besættelsen, boede dengang i Holbæk, 94 år i dag, bor i Esbjerg", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg blev konfirmeret den 17. marts 1940. På denne festdag talte min meget alvorlige onkel til mig og sagde blandt andet: ”Når du nu træder ind i de voksnes rækker, så husk…”
Den 9. april samme år havde jeg historie med Frøken S. Hun var en streng lærer, som jeg var bange for – jeg var angst for ikke at være velforberedt. Midt i timen hørte vi høje lyde fra gaden, støvletramp, og fra vinduet kunne vi se soldater. ”Bliv siddende på jeres pladser. I må ikke gå hen til vinduerne.” Frøken S. så på os med et udtryk i ansigtet, vi ikke havde set før, og så begyndte hun at græde. I det øjeblik blev den lille angst for en lærer fortid, og den store angst for krig blev fremtid.
Jeg var trådt ind i ”de voksnes rækker”.
"}, {"name" : "Inge Theut", "job" : "16 år under Besættelsen, boede dengang i Viborg, 96 år i dag, bor i Ribe", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 9. april 1940 boede jeg i Viborg sammen med mine forældre. Jeg gik i 2.g på Viborg Katedralskole. I min dagbog skrev jeg:
”I morges ved seks-tiden blev jeg vækket af en dyb summen. Tyske bombemaskiner. Da jeg gik i skole læste jeg telegrammerne: Nyborg, Korsør, Middelfart og Vordingborg var i nat blevet besat af tyskerne. Og så rullede lavinen hele dagen.”
I skolen samledes vi, som vi plejede, til morgensang. Vi sang ”Vor Gud han er så fast en borg” – og vi sang alle med, noterer jeg. Inden der blev bedt Fadervor, holdt rektor Fritz Paludan-Muller en meget personlig og stærk tale til os. Han var bror til chefen for grænsegendarmeriet i Gråsten, Svend Paludan-Muller, som faldt den 26. maj 1944 i en heroisk og ensom kamp mod den tyske overmagt. I de følgende timer blev der ikke arbejdet meget. Flyvemaskinerne drønede fortsat hen over byen og skolen. Lærerne forsøgte at tale til os. Men vi sad bare tavse og meget, meget stille. Flere sad sammenbidte med knyttede næver, enkelte græd.
Klokken 13.30 var skoledagen forbi, og jeg fulgtes med en veninde hjemad. På det tidspunkt kom de første tyskere til Viborg. Marcherende soldater, biler, tanks og motorcykler. Og hestevogne. Vi så på hinanden og måtte vende ryggen til, fordi vi fik et veritabelt grineflip, som kun teenagepiger kan. Førte tyskerne krig med hestevogne? Men latteren var nok mere en udløsning af den voldsomme anspændthed, vi følte.
Da vi gik forbi Hjultorvet, var naziflaget hejst over hedeselskabets bygning. Det forlød, at der havde en tysk general slået sig ned i den tro, at det var generalkommandoen – som imidlertid lå længere nede af gaden. Vi syntes, det var ret komisk, men samtidig følte vi en voldsom vrede over, at Dannebrog var fjernet og naziflaget hejst i stedet. Og rundt omkring stod folk i små klynger og talte sagte sammen. Tydeligvis vrede og utilpasse.
Da jeg kom hjem, gik jeg som så ofte før ind igennem vores kontor for at slå en sludder af med vores kontordame. Hun sad og græd. Urolig satte jeg mig ned, og så fortalte hun, at hendes nevø Frode var faldet i Haderslev. Han blev 19 år. Hun fortalte den smule, hun ellers vidste. Og jeg begyndte mere og mere at forstå, hvad krig betød.
Senere gik jeg ind på mit værelse og hentede mit kamera. Jeg ville tage billeder af alt det, der skete denne dag. Og de billeder har jeg stadig. Da jeg gik ud, ville jeg først forbi min morfar, som boede i nærheden af os. Da jeg kom ind, sad han og græd. Jeg tog om ham og spurgte, om jeg kunne hjælpe. Og så begyndte han at tale om 1864. Da prøjserne, som han sagde, trængte op gennem Jylland. Hvilken angst og fortvivlelse, hvilken harme, hvilken forvirring og usikkerhed, der havde hersket. Jeg tænkte på, at han dengang kun havde været fire år, og alligevel huskede han så tydeligt den stemning, der havde været. Han så på mig og sagde stille: ”Nu bliver det tunge tider for Danmark.”
"}, {"name" : "Kristian Dahl", "job" : "8 år under Besættelsen, bor i Eltang ved Kolding", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg husker klart, at jeg vågnede ved sekstiden ved, at der var særdeles mange fly i luften, og de fløj meget lavt. Min far, som var en uforbederlig optimist, kom ind, og han mente, at det nok var fly, der var kommet ud af kurs. Det viste sig jo desværre ikke at være tilfældet.
Klokken otte gik jeg i skole. Skolen lå direkte ved den gamle hovedvej 1 mellem Kolding og Lillebæltsbroen. Her så vi en fem-seks unge tyskere, som vist var sat i land i Snoghøj. De var ikke i almindelige militæruniformer, og jeg tror ikke, at de bar synlige våben. De gjorde holdt, og vi børn kunne naturligvis ikke styre vores nysgerrighed. Der kom også en nabo forbi, som vi alle vidste var nazist. Hvor meget tysk, han kunne, ved jeg ikke, men han kunne da klappe dem på skulderen.
Vi blev kaldt ind til timen, men det blev en kort skoledag. Vores lærer var meget berørt, og så vidt jeg husker, sang vi et par salmer og bad Fadervor. Flyaktiviteterne, som havde været mindre i et stykke tid, tog igen voldsomt til. Et fly passerede skolen, kun få meter over taget. Vi blev sendt hjem, og da jeg kom hjem, gik jeg ud i kostalden og græd. Om eftermiddagen kom så hovedstyrkerne i endeløse kolonner. Soldater stående i åbne lastbiler, motorcykler og andre motorkøretøjer. Der kom også plakater om mørklægning op om eftermiddagen.
"}, {"name" : "Kirsten Danborg Jønsson", "job" : "Boede i Valby ved København under Besættelsen", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg husker tydeligt dagen, tyskerne kom marcherende ned ad gaden med støvletramp og ladte geværer. Det gjorde selvfølgeligt et meget stort indtryk på os, da det var fuldstændigt overraskende, ingen havde forberedt os på denne invadering. Det var slemt chokerende. Specielt for vores mor, der løb hen til vinduet for at åbne det helt op, så hun kunne se, hvad det var, der skete. Men lige der rettede soldaterne deres geværer ud mod os for at advare os. De ville sikkert ikke have nogen form for opstandelse, så de pegede på vores vinduer, som betød, at vores mor råbte: ”Ned børn, ned allesammen”. Vi børn røg ind under spisebordet og under stolene, ja og under linnedskabet på den anden side af stuen, mens min mor smækkede vinduet i, for nu skulle alt være stille i stuen, og vores far var jo ikke hjemme, han passede sit arbejde på værkstedet 10 kilometer derfra.
"}, {"name" : "Aase Ørsted", "job" : "7 år under Besættelsen, boede i København, er i dag 87 og bor i Birkerød", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Jeg var nummer fire barn i en børneflok på syv, og vi boede i en funktionærbolig på Østre Gasværk i København, hvor min far var driftsingeniør. Jeg gik i 1. klasse på Strandvejsskolen. Jeg husker tydeligt larmen fra de mange flyvemaskiner, der fløj lavt ind over byen tidligt om morgenen. De voksne var vrede og oprørte, men vi børn fik morgenmad og blev sendt i skole med madpakke som sædvanligt. I én af de første timer kom skoleinspektøren ind i klassen og meddelte, at Danmark var blevet besat af den tyske hær, og ”hvis en soldat pegede på os med sit gevær, skulle vi løbe, lige så hurtigt vi kunne!”
Da jeg kom hjem, var de voksne i gang med at sætte sorte rullegardiner op. De skulle slutte fuldstændig tæt i siderne, så der ikke kunne ses den mindste lysstribe udefra, når vi tændte lys om aftenen. Jeg kan ikke huske, om det allerede var den første dag eller meget kort tid efter, at vi også skulle i gang med at etablere et beskyttelsesrum i kælderen.
Den overvejende stemning var vrede og frygt. Man talte om dette ”Oprop til det danske folk”, som blev smidt ned til os fra luften den 9. april, i dårligt sprog og forkert stavet. Hvad anså de os for? Vi syntes ikke, de tyske soldater var flotte, og det glædede os ikke, når de marcherede gennem gaderne og sang. De var anmassende, ubudne og uønskede, og vi gjorde vores bedste for at ignorere dem, i hvert fald gjorde min familie og dem, jeg kendte.
"}, {"name" : "Else Margrethe Bregendahl", "job" : "4 år under Besættelsen, boede i Adsbøl øst for Gråsten, i dag 84 år og bor i Horsens", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Meget tidlig morgen ved 4-5-tiden, to dage før min tvillingebror og jeg fyldte 5 år, blev vi sammen med en tre år ældre bror vågen ved, at alle køer pludselig brølede voldsomt og blev urolige, hvilket var meget usædvanligt. Årsagen var stribevis af tyske bombefly, som kom lavt hen over gården, og det var ikke lydløst.
Jeg husker tydeligt mine forældres forskrækkede stemmer, der lød fra soveværelset: ”Hvad er her dog på færde?”. Og bekymringen meldte sig hos dem. Alle kom op i en fart, og intet var mere, som det plejede at være.
Op ad dagen, da dyrene var blevet rolige, malket og fodret, blev der livlig snak blandt naboer (som også var bønder). Senere blev vi jo via radio bekendt med det, som nu måtte komme ud til befolkningen. Vi fandt jo også en del sedler, som var smidt ud med det kendte ”OPROP”.
Ligeledes var der smidt en slags fosforstrimler ned over markerne. Meningen med dem var nok, at de skulle være selvlysende i nattemørket, når flyverne kom, men blandt bønderne herskede der tvivl om, hvorvidt de kunne være skadelige for køerne, når de skulle på græs, så vi børn blev sendt ud for at samle op, om vi fandt dem alle, husker jeg ikke. Vi hørte også om træfning af danske soldater mod tysk overmagt ude ved Hokkerup, som jo desværre endte med, at danske soldater mistede livet den morgen.
"}, {"name" : "Betty Knudsen", "job" : "Boede i Sørup", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Den 1. april 1940 begyndte jeg at gå i skole. Det var i Sørup skole, hvor min far også havde gået. Den 3. april fik vi – fire piger – en lillebror. Vor mor havde en kusine, der kom og var en god hjælp omkring den lykkelige begivenhed.
Da jeg den 9. april var klar til at gå i skole, var der en for mig helt ukendt lyd udenfor, da stod min far og kusinen ude på gårdspladsen og så på de mange fly, der – meget lavt – fløj nordpå. Kusinen sagde: ”Hvad tror du, det er, Jens?” Hvortil far svarede: ”Jeg ved det ikke.” Så gik jeg mine cirka to kilometer i skole.
Vi blev kaldt ind klokken 8, sang morgensang, læreren bad Fadervor, derefter sagde han: ”Tyskerne har besat Danmark og Norge, vi ved ikke, hvad der mere kan ske, så der er bedst, vi lukker skolen, og I går hjem.” På vejen hjem tænkte jeg, at nu kunne jeg fortælle far, hvad der var sket. Han havde nu vist hørt det i radioen, da jeg kom hjem.
Om eftermiddagen begyndte tyske biler at køre nordpå i lange kolonner ad hovedvej 13, som var vejen, vi boede op til. Jeg syntes, de kørte meget hurtigt, men at se en bil på vejen dengang, skete jo kun få gange i løbet af en dag. Mine to storesøstre var, inden bilerne kom, cyklet til Støvring for at forrette ærinder. Vor mor blev bekymret for, at der skulle ske dem noget med alle disse biler på den samme vej. Så tog vor far sin cykel og kørte imod dem, han mødte dem snart, og de kom hjem i god behold.
"}, {"name" : "Kirsten Bach", "job" : "Boede dengang i Jægerspris, bor i dag i Trangbjerg", "imgsti" : "nopic", "fuldtekst" : "Om morgenen den 9.april 1940 bankede det hårdt på vores hoveddør i huset på Møllevej i Jægerspris, en lille nordsjællandsk by i Hornsherred. Udenfor stod to officerer i grønne uniformer. De ønskede at tale med centralbestyreren, min far, som på det tidspunkt bestyrede Jægerspris Telefoncentral. Vi havde endnu ikke hørt om tyskernes indmarch i Danmark, så det var selvfølgelig et noget overraskende besøg.
I Jægerspris havde vi foruden en telefoncentral også en militærlejr, Jægersprislejren, der tjente som gennemgangslejr for soldater fra andre garnisoner på Sjælland, som benyttede militærets skydebaner ved Isefjorden mellem Jægerspris og Kulhuse til skydeøvelser.
De to tyske officerer blev vist ind i telefonstuen, og her fik min far instrukser om, hvorledes han skulle forholde sig i forbindelse med den kommende betjening af Jægersprislejrens telefonsamtaler, når den tyske Wehrmacht havde overtaget lejren!
I telefonstuen stod der en lav kakkelovn, en af dem med kakkelovnsringe. Da vinteren endnu ikke helt havde sluppet sit tag, var der fyret op i ovnen. I den tro, at den var et bord, lagde officererne deres kasketter på ovnen. Det varede ikke længe, før der steg en let røg op fra kasketternes puld, så officererne forlod centralen let forbrændte i toppen.
I mellemtiden havde vi fra vore vinduer set, at det udenfor på vores vej vrimlede med tyske soldater med geværer og bajonetter foruden kanonlavetter, militære lastvogne, heste og hestevogne, motorcykler, cykler og meget andet isenkram, så vi kunne jo nok fornemme, at alt ikke mere ville blive som ”i går”. Soldaterne var formentlig gået i land i Kalundborg og var så marcheret ned gennem Odsherred til Jægerspris med Jægersprislejren som mål.
Det, der var under opsejling, viste sig nemlig senere at være en besættelse af Jægersprislejren, hvor der på det tidspunkt befandt sig en deling soldater samt lejrens faste personel. Lejrkommandanten overgav sig, uden at der blev løsnet et skud, og de tyske soldater kunne besætte lejren og tage de danske soldater til fange. De blev efter et kort fangenskab hjemsendt.
I de følgende 5 år levede vi med de tyske soldaters strækmarch (og sang) gennem vores lille by til og fra skydebanerne og med, at vi hos bageren i de år ikke længere kunne få wienerbrød og flødekager ad libitum, fordi lækkerierne efter påbud skulle leveres til tyskerne.
"}]';